søndag den 1. april 2012

"Matched" - Ally Condie

Titel: Matched - Cassias valg
Forfatter: Ally Condie
Serie: Matched #1
Forlag: Cicero
Sider: 317
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5






Samfundet bestemmer ALT. Hvem du skal elske. Hvor du skal arbejde. Hvornår du skal dø.
Vi møder Cassia den aften, hvor hun skal matches. Hun er nervøs og spændt, for den hun bliver matches med, er den hun skal tilbringe resten af livet med. Stor er hendes overraskelse da det viser sig at hendes match er hendes bedste ven Xander. Det er meget usædvanligt at to der kender hinanden, bliver matched. Men her stopper overraskelserne ikke. For da Cassia vil læse den mikrochip hun har fået om Xander, dukker et andet ansigt og navn op. En, hun også kender.

""Cassia Reyes, det glæder Samfundet at præsentere dig for din match." Jeg smiler, da Xanders ansigt toner frem på skærmen umiddelbart efter den indtalte besked. Det er et godt billede af ham. Som altid er hans smil stort og ægte, og hans blå øjne er varme. Jeg studerer hans ansigt og forsøger at lade, som om jeg aldrig har set dette billede før. Som om jeg kun lige har set et glimt at ham en enkelt gang, i går aftes til banketten. Jeg studerer hans træk, hans mund. Han er smuk. Jeg havde selvfølgelig aldrig vovet at tro, at han kunne være min match, men nu, da det er sket, er jeg interesseret. Nysgerrig. Og lidt bange for, hvordan det her kan komme til at forandre vores venskab, men mest af alt bare glad.
Jeg rækker op for at røre ved ordene "Retningslinjer for forlovelse" på skærmen, men før jeg gør det, bliver Xanders ansigt mørkt og forsvinder. Skærmen bipper, og stemmen siger igen: "Cassia Reyes, det glæder Samfundet at præsentere dig for din match." Mit hjerte går i stå, og jeg kan ikke tro mine egne øjne. Der toner igen et ansigt frem på skærmen foran mig. Det er ikke Xander. (S. 31-32)
Kan samfundet lave en fejl? Og hvad sker der, hvis man begynder at tvivle?

Matched har alle muligheder for at blive en fantastisk bog, men det er som om, den ikke helt når derop. Jeg føler ikke rigtig, jeg kommer ind i hovedet på Cassia, det er som om hendes følelser kun bliver vist overfladisk og hurtigt. Desuden virker det ikke som om, hun egentlig ønsker at kæmpe mod Samfundet, mere som om det er en slags tvang fra farfarens side. Alligevel er det en god bog. Jeg elsker Ky, som virkelig formår at vise og skabe følelser.
Jeg synes, der er mange gentagelser i bogen og den virker til tider lidt langtrukken. Jeg ville rigtig gerne have haft en mere uddybbende forklaring af Samfundet, for jeg synes, det virker enormt interessant. I stedet bliver der brugt masser af tid på tanker og eventuelle konsekvenser af det, Cassia gør. Hvis hun brugte ligeså meget tid på at være oprørsk, som hun tænker på det, ville det være en fantastisk bog.
Jeg ser helt sikkert frem til at læse den næste bog i trilogien, for at se om den kan svare på nogle af mine spørgsmål.

1 kommentar:

  1. Tak for et rigtig hyggeligt bogbloggertræf i går! Det var rigtig sjovt at møde jer allesammen, og hatten af for at I kørte den lange vej fra Jylland for at være med! Håber, I kom godt hjem efterfølgende. :)

    Katja / tell.breakingfree.dk

    SvarSlet