onsdag den 22. januar 2014

Den lille prins - Antoine de Saint-Exupéry

Originaltitel: Le Petit Prince
Forfatter: Antoine de Saint-Exupéry
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 107
Udgivelsesår: 2005 (1940)
Læst på: Dansk
Dansk titel: Den lille prins
Kilde: Købt







Første sætning: Da jeg var seks år, så jeg engang et pragtfuldt billede i en bog om urskoven, der hed "Sandfærdige Historier".

***


Det fortryllende og vemodige eventyr om den lille prins, der forlader sin ensomme planet for at få nogle venner.

***


Jeg havde ingen forventninger til Den lille prins før jeg startede på den, mest fordi min udgave er virkelig lille og tynd og jeg var ikke sikker på, at det var sider nok til en fyldig og god historie. Jeg tog fejl. Den lille prins rummer en eventyrlig og skøn historie til både børn og voksne.

Historien rummer så meget naivitet og samtidig en dyb erkendelse af verden. Prinsens rejse er så fantasifuld og samtidig så ægte og virkelighedstro på en eller anden måde. Alting bliver simplificeret, men uden at være fordummende. 

- Hvorfor drikker du? spurgte den lille prins.
- For at glemme, svarede drankeren.
- For at glemme hvad, forhørte den lille prins sig. Han var allerede ved at få ondt af drankeren.
- For at glemme at jeg skammer mig, tilstod drankeren og bøjede hovedet.
- Skammer dig over hvad? spurgte den lille prins, som gerne ville hjælpe ham.
- Over at jeg drikker, sagde drankeren afsluttende og indhyllede sig i fuldkommen tavshed. 

Jeg har svært ved at udtrykke min egentlig begejstring for bogen uden at skrive linje efter linje om indholdets finurlige skønhed, så I stedet vil jeg anbefale jer at læse bogen selv. Den er kort, så det tager ikke lang tid. Det er en børnebog, altså er sproget ikke vanskeligt. Og så er den fortryllende og medrivende og skøn og sjov og helt igennem vidunderlig. Læs den, hvis du stadig har din barnetro på verden. Læs den, hvis du gerne vil have din barnetro tilbage. Læs den, hvis du trænger til et nyt perspektiv og lidt filosofi i hverdagen. Læs den, hvis du nyder en sød historie. Læs den nu bare!

Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tamt.

6 kommentarer:

  1. "Den lille prins" er fantastisk. Selvom jeg på så mange måder slet ikke synes at det bør kategoriseres som en børnebog. Gudskelov er det vist også de færreste der får den læst/læser den som egentlige børn.

    Min favorit passage er i starten med fåret i kassen. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det er også en skøn passage! Generelt er det bare en virkelig fantastisk bog - kan ikke forstå det tog mig så lang tid at få den læst :)

      Slet
  2. Den bog er så enestående fin. Den siger så meget på så simpel en måde, og man er bare efterladt målløs og ordløs. Virkelig fortryllende. Din anmeldelse er spot on.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :) Det er virkelig en skøn bog - jeg er glad for at jeg endelig tog mig sammen til at læse den!

      Slet
  3. Det gjorde stort indtryk på mig at læse Den Lille Prins, og jeg har længe haft lyst til at genlæse den. Og skøn anmeldelse - den var en fornøjelse at læse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :) Jeg er sikker på, det også er en bog jeg kommer til at genlæse!

      Slet