Titel: Til månen og tilbage
Forfatter: Jill Mansell
Forlag: Gyldendal
Sider: 448
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal, men meningerne er mine egne :)
Fra bagsiden: Hvor langt ville du gå for kærlighed?
Da Ellie Kendall på tragisk vis mister sin mand Jamie i en trafikulykke, føler hun, at hendes verden falder fra hinanden. Men livet må gå videre, og efter et godt stykke tid er hun klar til en ny start - men kun på arbejdet. Hun har bestemt ikke brug for en ny mand, i hvert fald ikke mens hun har en særlig hemmelig gæst til at holde sig med selskab...
Iværksætteren Zack McLaren ser ud til at have det hele - penge, et godt udseende og succes. Men den kvinde, han ikke kan lade være med at tænke på, vil ikke værdige ham et blik. Hvorfor giver hun ham ikke den samme opmærksomhed, hun giver hans delehund, Elmo?
Da Ellie flytter ind i sin svigerfars eksklusive hus i Primrose Hill-kvarteret i London og bliver nabo til den fallerede og farverige popstjerne Roo, får Ellie chancen for at begynde på en frisk. Vil hun være i stand til at lægge fortiden bag sig og skabe et nyt liv for sig selv? Meget kan ske på et år i Primrose Hill.
Hvis der er noget, Jill Mansell virkelig er god til, er det at beskrive følelser. Frygten for Jamies død kort efter hans ulykke samt skyldfølelsen, vreden og hadet efter, er alt sammen beskrevet så smukt og rammende, at det er let at relatere til. Og det er netop det at kunne ramme hele følelsesregisteret, der gør Jill Mansell til en fremragende chick-lit forfatter.
Udover at høre om Ellie, hendes kamp for at blive opfattet som andet end enke og hendes frygt for et socialt liv, hører vi også om, hvordan Roos søgen efter kærlighed gør hende til en gift mands elskerinde og svigerfar Tonys umulige forelskelse.
Min eneste kritik af bogen er manglen på Ellies forældre. Jeg kan ikke mindes dem nævnt en eneste gang og det undrede mig utrolig meget.
Til månen og tilbage er en sød bog, uden at bliver for sukkersød og kvalmende. Jill Mansell formår at få det hele til at spille, så det er sødt, sjovt og troværdigt og vi mister ikke en eneste gang troen på den lykkelige slutning. For det er jo den, vi alle søger efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar