onsdag den 11. juli 2012

London

Som nævnt i indlægget i går bliver det her indlæg nok lidt rodet. Jeg har ingen billeder at vise og vi brugte det meste af tiden på at gå i boghandler. Ærligt, vi var i Waterstone's 3 dage i træk. Sådan er jeg. Når jeg først forelsker mig, holder jeg fast. Jeg kan også indrømme at vi var på Starbucks 6 gange på 3 dage. Åh, jeg savner Starbucks <3

Bøger: Jeg fik købt 45 (!) bøger i London, hvilket kostede mig omkring 2800 kr. En gennemsnitspris på 62-63 kr. og 3 af bøgerne er omnibusser (hedder det det?). Bøgerne er primært købt i Waterstone's (som jeg ELSKER). Vi var i 3 forskellige, men den ved Picadelly Circus er klart min favorit. Kæmpestor og med et skønt udvalg.
Desuden købte jeg bøger hos Blackwell, der også er helt fantastisk og Foyles, der også er skøn.
Den første dag rendte vi fra boghandel til boghandel og tjekkede priser og udvalg, men det blev vi slemt skuffet over. De kostede det samme alle steder. Der var dog tilbud to af stederne. Hos Waterstone's var der et 'køb en og få en til halv pris' tilbud som jeg benyttede mig af. Hos Blackwell var der et 'køb to og få en gratis' tilbud som jeg også benyttede. Der var ikke noget tilbud hos Foyles, til gengæld havde de rigtig mange signerede bøger og der var jeg nødt til at købe en med hjem. Ikke fordi jeg er speciel vild med forfatteren, som jeg aldrig har læst noget af, men jeg vidste at jeg ville købe bogen, den kostede det samme alle steder og var ikke med i nogle tilbud, altså kunne jeg ligeså godt købe den signerede.

Hotel: Vi boede i Wembley, ca. 30 minutters tube-kørsel til Picadelly Circus. Vi havde valgt dette hotel af tre årsager: Gratis morgenmad, gratis parkering og billige priser. Morgenmaden bestod af cornflakes og hvidt brød, hvilket gjorde os mætte men ikke var særlig sundt. Den gratis parkering var ganske udmærket, selvom vi blev lidt i tvivl om det var muligt at få bilen ud når vi skulle køre. Det kunne vi dog heldigvis godt. Det kostede os lige under 2000 kr. fra søndag til torsdag, hvilket jeg synes er en ganske fin pris. Værelset var ikke fantastisk, men udmærket med eget toilet og bad. Vi boede desuden rigtig tæt på metroen, hvilket var et kæmpeplus.

Mad: Oftest spiste vi middagsmad på Starbucks. Jeg faldt fuldstændig for deres panini med meatballs. Uhmn, den var virkelig fantastisk. Ellers bestod maden af fastfood og italiensk. Lækkert og nemt.

Vi gik rigtig, rigtig, rigtig meget i London. Frem og tilbage, op og ned af gader og stræder. Ind og ud af butikker (ikke kun boghandlere, også tøjbutikker, legetøjsbutikken, storcentre og alt mulig andet). Mine sko var ikke ligefrem optimale til det, men det gik (hehe).

British Museum: Vi var også på British Museum, for jeg har altid gerne ville se Rosetta-stenen. Og hvilken oplevelse. Jeg elsker museer (min topprioritet da jeg var i Paris var Louvre), men har aldrig haft Hr. Kæreste med og jeg var faktisk i tvivl om det var noget han ville. Han synes heldigvis det var spændende og afviser ikke ideen om at besøge Louvre med mig (jubii). Generelt set er British Museum virkelig spændende. Det er så stort, at det ikke er noget problem, at der er mange mennesker. Tonsvis af spændende ting at se og læse om.

Køreturen hjem var LANG på grund af vejarbejde og kø på motorvejen i Holland. Men ellers var det ikke slemt at køre så langt og jeg havde jo heldigvis godt selskab ;)
Alt i alt var det en fantastisk tur og jeg elsker London. Det er ikke sidste gang, jeg tager derover!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar