lørdag den 20. oktober 2012

I en tør tid - Peter Robinson

Titel: I en tør tid
Forfatter: Peter Robinson
Serie: Bank #1
Forlag: Rosenkilde
Sider: 394
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5



Fra bagsiden: En usædvanlig tør sommer udtørrer Thornfields-reservoiret, og frem dukker resterne af Hobb's End, den lille Yorkshire-landsby, der blev oversvømmet 60 år tidligere. Det samme gør skelettet af en brutalt myrdet kvinde, og kriminalkommisær Alan Banks må nu finde frem til en morder, der har undgået straf i over et halvt århundrede.

Efter at have læst omkring tyve sider af Peter Robinson, var jeg nødt til at tjekke, om det virkelig var en mand eller 'bare' en kvinde, der skrev under pseudonym - der var simpelthen for meget selvreflektering og følelsessnak i forhold til, hvad jeg er vant til fra mande-krimier. Men den var god nok; Peter Robinson er en mand! Oven i var jeg tæt på at droppe krimien, netop på grund af alt det selvreflektering, især fordi der fortælles og refereres til en masse som man som læser ikke har nogen mulighed for at vide noget om, eftersom dette er den første bog om Alan Banks. Det viste sig så ikke at være sandt - faktisk er 'I en tør tid' nummer 10 bog om Alan Banks, de foregående er bare ikke oversat til dansk!

Til trods for den dårlig start, valgte jeg at læse videre og det er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde. Det beskrivende sprog trak mig helt ind i historien og jeg følte hurtigt, at jeg kendte Banks. Der kommer en del referencer til tidligere oplevelser, men det er kun private ting og altså ikke vigtige for efterforskningen. Jeg har dog bestemt mig for at købe den første af bøgerne på engelsk, for at se om krimier på originalsproget er noget, jeg gider - for jeg vil helt sikkert gerne have hele historien om Banks.

Peter Robinson skifter mellem fortid og nutid og binder historien sammen, samtidig med at mordgådens knuderne løses op. Jeg er en sucker for bøger, der gør netop det! Alan Banks og Annie Cabbots efterforskning er spændende, men det er historien fra krigstiden, der virkelig fangede mig. Både Gloria og Gwen var spændende bekendtskaber og jeg kan godt lide at lære ofret at kende kort før mordet og gætte mig frem til, hvem der er morderen. Jeg kan desuden rigtig godt lide, at der er lagt ligeså meget vægt på, hvorfor mordet blev begået som hvem der gjorde det. Det er nemlig præcis den del, der interesserer mig.

Selvom der ikke er nogen indikation for, hvornår der er person- og tidsskifte, var det ikke forvirrende, men naturligt og overskueligt. Peter Robinsons rolig handling og flydende sprog har sikret ham en plads på listen over yndlingskrimi og det er absolut ikke sidste gang, jeg læser om Banks!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar