onsdag den 14. november 2012

Midnat over Sanctaphrax - Paul Stewart & Chris Riddell

Titel: Midnat over Sanctaphrax
Forfatter: Paul Stewart & Chris Riddell
Serie: En historie fra Kanten #3
Forlag: Carlsen
Sider: 381
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

SPOILER ALERT

Læs først: Hvad Dysterskoven gemte og Himmelstormeren


Fra bagsiden: Afgrunden er et frygtet sted, for ingen ved, hvad der gemmer sig i dette endeløse dyb. Og de få, der har turdet bevæge sig derned, er aldrig vendt tilbage. Men Kvisth ved, at hans far er fanget i afgrunden, og at han blot venter på, at Kvisth skal komme og redde ham. Så uagtet frygt og bange anelser sejler Kvisth sit luftskib ind i et sikkert forlis og møder kræfter, han aldrig havde troet mulige.

Midnat over Sanctaphrax starter næsten som Himmelstormeren slutter. Kvisth og hans besætning er ude over Afgrunden og for at lede efter Himmelulven og ender i en storm, der sender dem tilbage over kanten som små brændende kugler og her lander de tilfældige steder. Kvisth bliver fundet af Mørkets Professor, men han har mistet hukommelsen. Han har dog en nagende fornemmelse af, at der er noget han burde huske. Noget med en storm, hans far og Kanten. Inden længe er Kvisth på jagt efter sin besætning for at finde ud af, om de kan huske noget.

I Midnat over Sanctaphrax kommer Kvisth og hans besætning endnu længere omkring i den verden, der er skabt af Paul Stewart og Chris Riddell. De besøger blandt andet Skrukkernes slavemarked, som er et fantastisk og frygteligt sted fyldt med nød og elendighed. Jeg er vild med universet i bøgerne og nød derfor at komme længere omkring og opleve mere. Det hele er fantastisk fortalt og der mangles ingen detaljer.

Jeg kan godt lide, at selvom Kvisth stadig styrer slaget i bogen, er han dybt afhængig af sit mandskab for at få sin hukommelse tilbage. Det gør ham nemmere at holde af, fordi han ikke virker så højt hævet over alle andre i godhed og klogskab. Desuden kan jeg godt lide, at selvom bøgerne faktisk er børnebøger, har forfatterne intet problem med at slå rimelige vigtige personer ihjel - det kan blandt andet ses da Lysets Professor døde i den foregående bog, Himmelstormeren.

Midnat over Sanctaphrax er endnu en dejlig bog i serien om Kvisth og hans mandskab. Jeg bliver aldrig træt af at udforske Kanten og alle dens beboere!

1 kommentar:

  1. Glad for, at du kunne lide anmeldelsen! Er også spændt på at læse, hvad du kommer til at synes om bogen. :)

    SvarSlet