Forfatter: A.J. Kazinski
Serie: -
Forlag: Politikens forlag
Sider: 494
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Dansk
Dansk titel: En hellig alliance
Kilde: Anmeldereksemplar fra saxo.
Første sætning: Når man befinder sig midt i en katastrofe, kan man gøre tre ting: Man kan gøre det rigtige, man kan gøre det forkerte, og man kan gøre ingenting.
***
En tidlig morgen i Dyrehaven. Han sidder lænet op ad træet. Hans hænder ryster da han stikker geværløbet i munden. Måske lukker han øjnene.
Samme morgen starter den tidligere journalist Eva Katz på sit nye job i en daginstitution i Roskilde. Nu er det tid til at se fremad - i livet og i forhold til den frygtelige hemmelighed hun skjuler. Men i mødet med en fem år gammel dreng ændrer alt sig. For hvad er det han vil fortælle hende med sin blodige tegning? Eva får mistanke om at drengen har været vidne til en forbrydelse. Og da han viser sig at være søn af en hofdame, går det snart op for Eva at hun står over for en makaber forbrydelse, der peger dybt ind i hjertet af det danske monarki.
***
Jeg læser ikke særligt mange krimier, mest af alt fordi jeg er en
kæmpe kylling (hvilket også er grunden til at jeg aldrig læser gysere). Men
engang imellem sker det, at jeg hiver en krimi ned fra hylden og begiver mig
ind i virvaret af mysterier, løsetråde og mord. Ofte er jeg tæt på at opgive
halvvejs simpelthen fordi jeg keder mig, men et par enkelte har dog formået at
holde min opmærksomhed fanget. En
hellig alliance ryger direkte ind på den liste også.
Lige da jeg startede med at læse bogen var
jeg sikker på jeg ikke ville kunne lide den, fordi den er skrevet på en måde
jeg normalt hader. Korte sætninger, blandet med lange tanke-sætninger. Normalt
er det grund nok til at jeg ikke gider læse en bog færdig, men af en eller
anden grund fungerer det helt perfekt i En
hellig alliance og jeg blev fuldstændig revet med i historien. Til
trods for bogens knap 500 sider føltes den overhovedet ikke lang.
Jeg elskede simpelthen beskrivelserne af daginstitutionen
Æblehaven. Forholdet mellem de voksne, magtkampen og stridighederne er
simpelthen så velskrevne og sjove. Det er hele bogens præmis kogt ned til en
lille institution, hvor der ikke burde være den slags. Intet mindre end
fantastisk.
Jeg må indrømme, at historien halter for
mig et par steder. Bare det at efterforskningen starter på grund af en
børnetegning virker en smule søgt for mig. Desuden kommer både Eva og Marcus
engang imellem lige lovlig nemt om ved alting og kommer lidt for hurtigt til de
rette løsninger. Enten er de super intelligente eller også er jeg bare generelt
for dum - det er dog ikke en diskussion, vi behøver tage!
Eva ændrer sig markant i bogen og selvom
jeg bagefter sidder og undrer mig over det, var det ikke noget, der irriterede
mig mens jeg læste - der var simpelthen for meget handling til at jeg hæftede
mig ved det. Historien kører i høj fart hele tiden og man er nødt til at vende
bare lige en side mere og inden man får set sig om har man færdiggjort bogen.
Til trods for mine forbehold omkring både
personer og historien var jeg ret vild med bogen. Plottet er (til trods for sine
småfejl) godt skruet sammen og holder læseren i spænding igennem alle 500
sider. Den var medrivende, interessant og umulig at lægge fra sig. Hvis man er
interesseret i en krimi, hvor man faktisk kommer til at spekulere over
sandheden bag ordene bagefter, er En
hellig alliance præcis den bog, man skal have fingre i. For hvor meget
ved vi egentlig om Kongehuset? Og hvor meget ønsker vi at vide?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar