Forfatter: Trudi Canavan
Serie: The Black Magician #1
Forlag: ATOM
Sider: 465
Udgivelsesår: 2007
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Troldmandslavet
Kilde: Købt
Læs også/først: The Magician's Apprentice.
Første sætning: It is said, in Imardin, that the wind has a soul, and that it wails through the narrow city streets because it is grieved by what it finds there.
***
"We should expect this young woman to be more powerful than our average novice, possibly even more powerful than the average magician."
I år, ligesom alle andre år, samler magikerne i Imardin sig for at rense byen for de uønskede. Svøbt i beskyttelse fra magien bevæger de sig mellem de vagabonder og forbrydere, der hader dem og deres arbejde - indtil en rasende pige, knap nok mere end et barn, smider en sten imod de hadede magikere... og ubesværet får den igennem deres magiske skjold.
Det, Magikernes Lav så længe har frygtet, er sket. Der er en udenfor deres rækker, der besidder rå kræft større end man kan forestille sig, en utrænet magiker der SKAL findes og trænes før hun ødelægger sig selv og sin by med en kræft, hun endnu ikke kan kontrollere.
***
Det er ikke første gang jeg læser denne bog, men da jeg læste den sidst var det på dansk og bogen bliver så absolut kun bedre af at blive læst på originalsproget. Trudi Canavan er en af mine yndlingsforfattere. Hun skriver forrygende godt og siderne vender nærmest sig selv. Sproget er rigt og varieret og selvom The Magicians' Guild måske ikke er voldsomt nyskabende, var jeg tryllebundet fra start til slut.
Sonea er langt fra den kick-ass hovedperson jeg forventede, især når hendes kræfter er så store. I stedet er hun rædselsslagen for at blive fanget og uendelig skræmt over, hvad der kommer til at ske med dem hun holder af. Men til trods for hendes skræk, kæmper hun stadig imod og er stærk på sin egen måde. Hun forsøger at holde fast på og genfinde sig selv midt i alt virvaret.
En stor del af bogen går med jagten på Sonea og det synes jeg personligt er en dejlig forandring. Det virker mere realistisk at Sonea ikke bliver fanget i løbet af den første dag, for magikerne er, trods deres evner, ikke almægtige og de begår fejl. Desuden kommer man til at kende Sonea og hendes baggrund meget bedre ved netop at følge hendes flugt rundt i slummen.
Det magiske samfund er utrolig fascinerende. Møderne, de forskellige specialer og rangordnerne. Der er intriger, hemmeligheder og skjulte gange. Til trods for at nogle af magikerne kan virke overbevisende onde eller gode, rummer de stort set alle en anden side og har deres egen dagsorden som Sonea ikke aner noget om.
Trudi Canavan har gjort et fantastisk stykke arbejde med at skabe en overbevisende og spændende verden. Hun formår til fulde at sørge for at hendes personer udvikler sig og at læseren hele tiden er underholdt. Hvis man kan lide Maria V. Snyder eller Tamora Pierce, er der ret god chance for at man også vil holde af Trudi Canavan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar