Forfatter: Melissa Lemon
Serie: -
Forlag: Cedar Fort
Sider: 288
Udgivelsesår: 2012
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: ARC
Første sætning: This is a story about a princess, and, unfortunately, it is also about a queen.
***
Fanget på sin families æbleplantage, har Kat nok arbejde at give sig til og kun Jeremy til at hjælpe sig. Men da Jeremy overbeviser hende om at løbe væk, opdager Kat at intet - og ingen - i hendes liv er som det ser ud til.
***
Når jeg læser en genfortælling af et kendt eventyr, forventer jeg visse ting. F.eks. at jeg kan kende grundtrækkene fra den originale historie, at hovedpersonen er interessant nok til at få genfortælling til at fungerer og at historien ikke afviger så meget, at den ikke længere giver mening. Snow Whyte and the Queen of Mayhem levede desværre ikke op til mine forventninger.
Historien er fortalt fra Spejlets synspunkt og det fungerer ikke særlig godt. Historien bliver genfortalt i stedet for at blive fortalt, eftersom man som læser får fortalt alt hvad Spejlet ser - der er altså en masse 'så sagde hun' og 'så gjorde han'. Det gør historien langtrukken og kedelig - det er jo en genfortalt genfortælling!
Kat er en helt usædvanlig ligegyldig hovedperson - hun er på ingen måde levende og interessant, men virker i stedet som en dukke, der bare bliver ført gennem historien. Der er ingen selvstændighed, ingen nytænkning omkring Snehvide-personligheden og ingen handlekraft til at gøre hende spændende. Det er som om historien er forsøgt ændret, men Snehvide/Kat skulle endelige ikke ændres for meget og bliver derfor bare kedelig.
Desværre er det ikke kun Kat, der er ligegyldig. Dværgene har så lidt personlighed at jeg havde svært ved at skille dem fra hinanden (og endnu sværere ved at huske deres navne). Jeremy (ikke en af dværgene, men den mandlige hovedperson) var den eneste med en smule personlighed, mens han har samtidig den underligste baggrundshistorie, som jeg først ordentlig forstod relevansen af til sidst og bare endte med at ryste på hovedet af. Desuden kunne jeg slet ikke forlige mig med den behandling, Kat's onkel fik af Melissa Lemon. Jeg havde så ondt af den stakkels mand, til trods for at han langt fra er fejlfri.
Hele historien virker sådan lidt hovsa-agtig: som om tingene også liiige skulle fås til at passe sammen, selvom det giver nogle underlige drejninger og pludselige, mærkelige afsløringer. Til Melissa Lemons forsvar skal det dog siges at jeg på ingen måde havde gennemskuet de twists, der kom i historien, men desværre var jeg bare så ligeglad med personerne at det var mig ligegyldigt, hvad der skete med dem - dog forklarer det Spejlets til tider ret skumle væremåde og det var egentlig meget rart!
Alt i alt kan jeg kun fraråde Snow Whyte and the Queen of Mayhem - jeg er sikker på, det er bedre genfortællinger derude et sted (og hvis I kender nogle, må I meget gerne skrive det i en kommentar!) :)
Sarah Pinborough har skrevet tre ret gode og meget anderledes genfortællinger. Kate Forsyths genfortælling af Rapunzel i Bitter Greens er også meget god. De bedste og mest spændende genfortællinger jeg dog længe har læst er Marissa Meyers Lunar Chronicles. Og jeg har efterhånden læst en del genfortællinger kan jeg informere om, efter at have skrevet speciale om eventyr. :)
SvarSletUh, jeg ejer faktisk allerede Marissa Meyers tre bøger, så dem burde jeg nok få læst på et tidspunkt :P
SletEj, det lyder da vildt spændende at skrive speciale i eventyr - vil helt sikkert tage dine anbefalinger til mig, du ved vist hvad du taler om :D
Uha - eftersom jeg plejer at dele smag med dig i bøger, så tør jeg slet ikke kaste mig over denne bog. Hvor stødte du på den i første omgang?
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog
Det er en Netgalley bog, så den skulle anmeldes derinde også. Hader når jeg er nødt til at give dårlige anmeldelser til anmeldereksemplarer, men det er jo desværre nødvendigt nogle gange :)
SletJeg er nød til at prøve, for at se om du har det :P
SvarSlet