Forfatter: Helle Ryding
Serie: Morganas Kilder #2
Forlag: Borgen
Sider: 309
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
SPOILER ALERT
Læs først: Den Sorte Ravns forbandelse
Fra bagsiden: Den onde Scarpia er kommet på sporet af Elycia, og hun må flygte over hals og hoved fra sit trygge hjem på Svanebog sammen med athora-drengen Virtus. Men deres flugt bliver alt andet end nem, og undervejs får Elycia hårdt brug for at lære sine særlige athora-kræfter at kende.
Samtidig ligger Elycias ven og læremester Illiander hen i en uhyggelig dødlignende søvn, efter at Scarpias håndlanger Gorwe har forgiftet ham. For at hjælpe Illiander insisterer Elycia på at lede efter den sjældne blomst Lacrimara Veritas, hvis tårer efter et gammelt sagn skulle kunne gøre ham rask. Men hendes planer møder overraskende modstand, og det kan blive med livet som indsats, hvis hun selv skal rejse af sted for at finde planten og forstå dens hemmelighed.
For det er ikke kun Scarpia, som er i hælene på hende. Som Koronaens datter opdager Elycia, at hun har mange fjender, ikke kun blandt svartfolket, men også blands ljusfolket...
Denne bog er lidt bedre end sin forgænger. Den rummer flere eventyr-elementer, der gør, at jeg synes den er hyggelig at læse. Samtidig sker den en masse for Elycia, så der er mere eller mindre gang i bogen hele vejen igennem. Men åh, hvor hun irriterer mig. Hun er så dum og umoden, at jeg flere gange overvejede at lægge bogen fra mig.
Men ser man bort fra det, er det en udemærket bog. Dog savner jeg dybere beskrivelse af hendes medrejsende. Det er som om vi kun lige graver i overfladen af Virtus og hans problemer og jeg savner at kende ham ordentligt. Jeg håber, den sidste bog giver mig de svar, jeg mangler.
Læs først: Den Sorte Ravns forbandelse
Fra bagsiden: Den onde Scarpia er kommet på sporet af Elycia, og hun må flygte over hals og hoved fra sit trygge hjem på Svanebog sammen med athora-drengen Virtus. Men deres flugt bliver alt andet end nem, og undervejs får Elycia hårdt brug for at lære sine særlige athora-kræfter at kende.
Samtidig ligger Elycias ven og læremester Illiander hen i en uhyggelig dødlignende søvn, efter at Scarpias håndlanger Gorwe har forgiftet ham. For at hjælpe Illiander insisterer Elycia på at lede efter den sjældne blomst Lacrimara Veritas, hvis tårer efter et gammelt sagn skulle kunne gøre ham rask. Men hendes planer møder overraskende modstand, og det kan blive med livet som indsats, hvis hun selv skal rejse af sted for at finde planten og forstå dens hemmelighed.
For det er ikke kun Scarpia, som er i hælene på hende. Som Koronaens datter opdager Elycia, at hun har mange fjender, ikke kun blandt svartfolket, men også blands ljusfolket...
Denne bog er lidt bedre end sin forgænger. Den rummer flere eventyr-elementer, der gør, at jeg synes den er hyggelig at læse. Samtidig sker den en masse for Elycia, så der er mere eller mindre gang i bogen hele vejen igennem. Men åh, hvor hun irriterer mig. Hun er så dum og umoden, at jeg flere gange overvejede at lægge bogen fra mig.
Men ser man bort fra det, er det en udemærket bog. Dog savner jeg dybere beskrivelse af hendes medrejsende. Det er som om vi kun lige graver i overfladen af Virtus og hans problemer og jeg savner at kende ham ordentligt. Jeg håber, den sidste bog giver mig de svar, jeg mangler.
Hehe - Der kan godt være forskellige tidspunkter for en forpremiere. Det har der også været andre gange, med andre film. :)
SvarSlet