Titel: Den Sorte Ravns forbandelse
Forfatter: Helle Ryding
Serie: Morganas Kilder #1
Forlag: Borgen
Sider: 351
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5
Elisa bliver som spæd efterladt på Svaneborg i en kurv, hvori der også ligger en stor bunke guld. Brevet, der skulle have været afleveret også, forsvinder. Ejeren af Svaneborg, Grev Ulrich, tager Elisa til sig, men opdager ikke, at køkkendamen/husholdersken Rigmor har taget guldet.
Som 12-årig er Elisa en usædvanlig klog pige. Hun taler flydende olddansk og latin, selvom hun aldrig har gået i skole og hun kender alt til stjernernes præcise placering, selv om hun ikke ved hvorfor. Hun kan bare mærke det. Hun bliver undervist af Leander, der også fungere som en slags skovfoged på Svaneborg.
Men pludselig ændres alt for Elisa. En mærkelig mand kommer til Svaneborg, kattene begynder at tale og Leander opfører sig mere og mere underligt. Oveni dette opdager Elisa, at hun har kræfter, hun ikke har helt styr på og mosefolk og svartalfer begynder at rumstere i kulisserne.
Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg bare måtte læse denne serie. Den lød præcis som den slags bøger, jeg plejer at læse (bortset fra at hovedpersonen her er meget ung) og bogens univers lød fantastisk. Stor var min skuffelse derfor, da jeg opdagede, at den foregår i nutiden. Jeg havde forestillet mig et middelalderligt univers (de rider meget, de skyder med bue og pil og de laver selv deres salver ud fra urter, hvordan skulle jeg tro andet?). Pludselig er der snak om biler og København og Svaneborg er et kursted. Jeg var dybt forvirret og det ødelagde desværre bogen en del for mig.
Den er ellers skrevet rigtig godt. Sproget er "varmt" og hyggeligt og klinger smukt. Helle Ryding formår virkelig at skrive, så jeg kan se det hele for mig.
Elisa irriterer mig også som hovedperson, men det er nok fordi hun kun er 12 (Og så tror jeg nok bogen er henvendt til et lidt yngre publikum end mig). Jeg synes, hun er barnlig og utålmodig. Jeg har dog planer om at læse de sidste to bøger i serien og så håber jeg, at pigebarnet modner med opgaven (Elisa, ikke Helle Ryding).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar