"Det syvende barn" - Erik Valeur

Titel: Det syvende barn
Forfatter: Erik Valeur
Forlag: Politikens forlag
Sider: 692
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5






Fra bagsiden: De syv børn har én ting til fælles: De kom til verden på Rigshospitalets fødegang B, og de skulle alle syv bortadopteres. I månederne efter fandt frøkenerne på det berømte spædbørnehjem Kongslun nye familier til dem rundt omkring i Danmark, og de voksede op uden at ane det mindste om deres fortid.
Et af børnene bar på en hemmelighed, som for enhver pris skulle skjules. Da en ældre kvinde mange år senere blev fundet død på en strandbred tæt ved børnehjemmet, opstod den sag, der kom til at plage hele nationen: Havde det hæderkronede børnehjem gennem et halvt århundrede skjult skandaler på højeste plan?

Det her er virkelig en lang bog. Sproget gør, at den ikke er let og hurtig at læse, for det er så voldsomt skrevet, at jeg flere steder måtte læse en passage igen. (Jeg læste et sted, en der kaldte det sproglig candyfloss og det synes jeg er meget passende):

Jeg sad på min plejemor Magnas skød i Søllerød Kirke, da vi sang for den døde - og jeg tror, at præsten fornemmede, at netop denne ceremoni var noget særligt. Der var en trampen og en prusten i hele kirkerummet, som når store elefanter braser gennem kratbevoksningen ved flodens krumning, en stemning, som kun stærke kvinder kan skabe i visheden om, at de sætter dybe spor, hvor de end træder og bevæger sig hen. Mødrehjælpens imponerende fru Krantz var der, alle barneplejerskerne og assistenterne var der, og den senest ansatte psykolog var der; min plejemor Magna var der, så stor og energisk, at versene i Brorsons salme nr. 15 kom ud gennem næsen som store kompakte luftskibe, der fløj op over alteret, hvor de stødte mod de tykke hvidkalkede vægge og lavede ekkoer, som om Jesus stod derude i Intetheden og bankede på kirkespiret med sin guddommelige spadserestok, der havde gjort selv de blinde i stand til at gå. (s. 119)

Jeg synes, det der var mest spændende i bogen, var beskrivelserne af fortiden. Indrømmet, den politiske del var jeg meget lidt interesseret i, men personerne interesserede mig.
Bogen gentager dog sig selv en del og det bliver lidt trættende, så flere gange måtte jeg lægge bogen fra mig, for at mine tanker ikke skulle vandre. Det er som om Erik Valeur lige vil være HELT sikre på, at man nu også har forstået det og det er ret irriterende.
Men de sidste 100 sider... HOLD DA OP. Jeg havde ALDRIG gættet den vinkel, bogen tager og jeg var virkelig imponeret. Det er da også disse sider, der får bogen op på et 4-tal. Jeg vil gå så vidt som at sige, at de sidste 100 sider er værd at læse hele bogen for!