Forfatter: Silja Bødker
Forlag: Forlaget Facet
Sider: 288
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 1/5
Fra bagsiden: Hun går langsomt nærmere og stirrer på de hvide silkebånd. "Fuck!" Skriger hun, så højt hun kan. Sofie Lund, står der skrevet med guldbogstaver. "Fuck. Jeg er død. Hvad skal jeg gøre?" Det giver et sæt i hende, da kirkeklokken begynder at bimle.
Sofie bliver mobbet så meget i skolen, at hun ikke længere kan holde ud at leve. Hun tager en overdosis piller. Men på vej mod døden møder hun Jesper, som kørte galt på knallert for ti måneder siden. Hans krop befinder sig på hospitalet - i koma. Jesper er vidunderlig, hans smil, hans grå øjne. Hun kan fortælle ham det hele. Hun forelsker sog, hun fortryder, hun vil tilbage til livet... ... Men kan hun nå det?
Silja Bødker har kastet sig over et hårdt emne, nemlig mobning. Hendes intention er god nok, men det er bare som om bogen aldrig rigtig kommer i dybden.
Der er meget lidt egentlig fokus på selve mobberiet, vi får et par episoder fortalt, men det er som om Sofie ikke rigtig føler noget. Det hele virker utrolig overfladisk.
Da hun forsvinder ind i "ventesalen" bliver det hele bare forvirrende og underligt. For mig virker det som om forfatteren forsøger at smide lidt af skylden omkring mobberiet over på Sofie. F.eks. får hun skyldfølelse da hun genoplever glæden ved at få en hest i konfirmationsgave og ser sig selv som en møgforkælet prinsesse. Men værst er det, da hun genoplever sin første skoledag på den nye skole:
"Lige nu kan hun næsten forstå, hvorfor hun blev mobbet. Nu er hun jo bare fattigfin" (s. 146)
Det gjorde mig virkelig vred, for hvad er det dog for et skævt billed at sende? Ingen fortjener at bliver mobbet!
Der bliver ikke på noget tidspunkt taget ansvar for mobberiet fra mobbernes side. Faktisk bliver alting undskyldt. En fraværende mor, en mobber med en svær baggrund, en fejlinformeret kæreste osv. Det irriterer mig virkelig meget.
Hele historien omkring Jesper og især omkring mobiltelefonen var bare for underlig for mig.
Jeg var rigtig skuffet over bogen og den virker på ingen måde troværdig på mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar