torsdag den 8. november 2012

De uønskede - John Flanagan

Titel: De uønskede
Forfatter: John Flanagan
Serie: Våbenbrøde #1
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sider: 394
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Bogen er et anmeldereksemplar fra Arnold Buscks facebookside, men meningerne er mine egne :)


Fra bagsiden: I Skandia - højt mod nord - skal en række 16-årige drenge i gang med en krigeruddannelse. De bliver opdelt i mindre enheder, de såkaldte våbenbrødre-flokke, og skal gennemgå tre måneders barsk træning i sejlads, våbenbrug og kampteknik. Undervejs skal de dyste mod hinanden, flok mod flok. Outsideren Hal Mikkelson bliver modstræbende udnævnt til at være leder af en våbenbrødre-flok, Hejrerne, som udelukkende består af drenge, de andre ikke vil have med på deres hold. Ingen tror, at disse meget forskellige drenge vil have en chance for at klare sig i de vanskelige træningsdyster, og Hal får brug for al sin snedighed og opfindsomhed, hvis de overhovedet skal have en chance. Hvad ingen af dem ved er, at pirater udefra samtidig truer deres samfund...

De uønskede handler utrolig meget om sejlads, noget jeg absolut intet ved om! Til hjælp for uvidende som mig, er der lavet en lang liste med ordforklaringer i starten af bogen, men den fik jeg stort set ikke brug for, fordi hele bogen er skrevet så sejladssproget virker naturligt.

De uønskede er ret morsom og man kan sagtens forestille sig en flok unge fyre, der taler og opfører sig som de gør i bogen. Især når det kommer til samtaler med det andet køn, som Stig her beviser:
"Hejsa, Nina," sagde han med grødet stemme. Så vendte han sig brat om mod Hal og sagde: "Nå, men jeg må hellere gå nu. Vi ses i morgen." Han begyndte at gå, men til hans store overraskelse slog Nina følge med ham efter at have sendt Lotte et hastigt indforstået blik. "Jeg går med," sagde hun. "Øh... det er i orden. Godt nok," sagde Stig. Han ville ønske, han kunne finde på noget at sige. Noget galant eller romantisk. Han kom i tanke om, at Nina havde haft et mavetilfælde ugen forinden. "Nå, er du så holdt op med at brække dig?" (s. 94) 
Det meste af bogen foregår under krigeruddannelsen og det er en helt fantastisk måde at komme til at lære de forskellige personer at kende. Man kommer hurtigt under huden på drengene i Hals våbenbrødre-flok, Hejrerne, og de har hver deres unikke personlighed. Faktisk har alle personerne i De uønskede en unik personlighed, hvilket gør dem spændende og mere livagtige. Der er forskellige konkurrencer under træningen og her kommer Hejrerne virkelig på prøve og det meste af deres træningstid er fyldt med modgang.

Hal er en fornuftig hovedperson med hjertet på rette sted og selvom lederroller måske ikke falder ham helt naturlig, påtager han sig ansvaret. Han kan til tide virke lidt for god, men det bliver ikke på noget tidspunkt for meget. Min yndlingsperson i bogen var dog Thorn. Han rummer en stor personlighed og et stort hjerte godt gemt under en masse skidt.

De uønskede er mit første møde med John Flanagan men helt sikkert ikke mit sidste. Han skriver virkelig godt og siderne vender nærmest sig selv. Jeg havde forventet en børnebog, men jeg mener så absolut at bogen sagtens kan læses og nydes af alle aldre. Jeg ser frem til at læse den næste i serien om Hal og Hejrerne.

2 kommentarer:

  1. Du burde helt sikkert også kaste et blik på Flanagans serie Skyggens Lærling. Hvis du kan lide våbenbrødre er jeg ret sikker på at hans anden serie også vil falde i din smag. De foregår jo også i samme verden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har faktisk 5 eller 6 af Skyggens Lærling bøgerne, så jeg giver mig nok snart til at læse dem. Har også kun hørt godt om dem :)

      Slet