Sneak Peek #1

Tilbage i september var jeg til Fantasy Bogmesse i Herlufshom med Sabrina og Didde, hvor jeg fik lov til at møde den skønne Josh Stirling (hun er helt fantastisk!). Udover mødet med hende var Rosinante & Co så søde at give et eksemplar af den første bog i Soulfinders serien, nemlig Sky - min anmeldelse kan læses her.

Siden da har jeg gået og glædet mig til den næste kommer og nu er der en dato: d. 27. marts kommer den næste i serien, nemlig Phoenix og jeg har været så heldig at få lov til at smide et sneak peak til jer - ja faktisk har jeg fået lov til at vise hele det første kapitel, men det bliver lige lovligt langt, så i får starten og et link til resten.

Nyd i øvrigt synet af det smukker cover, der passer så flot ind sammen med det første - jeg har hørt, at det der ser hvidt ud, i virkeligheden er sølv.

Drengen virkede som det perfekte mål. Han stod bagest i en gruppe på rundvisning i Londons olympiske stadion med op­mærksomheden rettet mod de entreprenørmaskiner, der tril­lede op ad den enorme rampe til atleternes indgang – ikke mod den tyv, der iagttog ham. Bygningen var næsten færdig, og for mig at se lignede den en kæmpestor suppetallerken sat ned i en salatslynge af metal oven på en grøn dug. Der manglede bare gartnerarbejdet, som skulle klares i sidste øjeblik, og de afslut­tende detaljer, før hele verden dukkede op til legene. Andre fra Fællesskabet arbejdede på byggepladsen og havde fortalt mig, hvor jeg kunne slippe forbi de skrappe sikkerhedsforanstaltnin­ger. Jeg havde været derinde et par gange før, fordi turister som de her studerende var lette ofre. Der var masser af tid til at tage bestik af mit offer og ikke særlig mange mennesker i nærheden til at spænde ben for min plan. Hvis jeg fik en god fangst, kunne jeg slappe af resten af dagen, smutte hen på mit yndlingssted, det lokale bibliotek, og ikke behøve at bekymre mig om konse­kvenserne af at vende tomhændet hjem.

Jeg krøb sammen bag en parkeret gummiged og studerede mit mål. Det måtte være ham, det var meningen, jeg skulle gå efter – ingen af de andre var høje nok, og han lignede det billede, jeg var

blevet vist. Med kulsort hår, solbrændt hud og en selvsikker frem­toning så han ud, som om han næppe ville savne en mobiltelefon eller en pung. Formentlig havde han forsikring eller forældre, der omgående ville træde til og dække tabet. Det fik jeg det lidt bedre af, for det var ikke med min gode vilje, jeg stjal – det var en måde at overleve på. Jeg kunne ikke se hans ansigt forfra, men han havde samme åndsfraværende udtryk som en, hvis tanker tit strejfede. Fødderne rykkede rastløst rundt, han kiggede ikke samme sted hen som de andre, når guiden udpegede forskel­lige ting ved Den Olympiske Park. Det var heldigt, tænkte jeg: Dagdrømmere var fremragende mål, eftersom de reagerede for langsomt på et tyveri. Han var iført knælange kakishorts og en T-shirt, hvor der stod »Wrickenridge White Water Rafting« hen over de brede skuldre. Han lignede en, der trænede, så det måtte ikke gå galt. Hvis han løb efter mig, kunne jeg formentlig ikke løbe fra ham. Jeg bandt snørebåndene på mine slidte gummisko en ekstra gang, i håb om at de ville kunne klare presset.

Nå, hvor var hans værdigenstande? Jeg flyttede mig lidt og så, at han havde en rygsæk over den ene skulder. De måtte være deri.

Læs resten af kapitlet her.