torsdag den 6. juni 2013

Dragonfly - Leigh T. Moore

Originaltitel: Dragonfly
Forfatter: Leigh T. Moore
Serie: Dragonfly #1
Forlag: Selvudgivelse
Sider: 264
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: ARC




Tre dårlige ting, jeg lærte i år:
- Folk du stoler på lyver, selv forældre.
- Den lækre fyr, ham der er helt vild med dig, er måske ikke den eneste ene.
- Tingene er ikke altid, som de ser ud til.

Tre gode ting, jeg lærte i år:
- Bedste venner er der altid for dig, selv når de er langt væk.
- Den anden lækre fyr, ham der husker din fødselsdag, er måske den eneste ene.
- Åh, og tingene er ikke altid, som de ser ud til.

Anna Sanders forventede et anonymt (og begivenhedsløst) senior år, indtil hun mødte den rige og sexede Jack Kyser og hans tvillingesøster Lucy.

De trækker Anna ud af hendes comfort zone og med ind i deres ekstravagante liv på Golfkysten, hvor Jack viser hende følelser, hun aldrig havde oplevet før - indtil han pludselig trækker sig tilbage.

For at distrahere sig selv vender Anna sin opmærksomhed mod sin praktikplads på den lokale avis og sin gamle flamme Julian, den lækre lokale kunstner og kommende stjerne. Men begge hjælper hende på vej til at opdage en gammel hemmelighed strengt vogtet af tvillingerne far. En hemmelighed, der kan ændre alles liv...

***

Nogle gange er en sød og nem ungdomsbog præcis, hvad man har brug for og det var også det, jeg forventede, da jeg begyndte på Dragonfly. Jeg vil ikke sige, jeg blev skuffet, men historien imponerede mig ikke så meget som jeg havde håbet.

Jeg har det meget svært ved Anna. Jeg synes, hun er utrolig dum og jeg blev så pinlig berørt på hendes vegne over hendes jagt på Jack. Hun har også sine gode tidspunkter, hvor man virkelig kan mærke den følsomme teenager, men der er for få af dem. Jeg kan dog rigtig godt lide hendes forhold til sine forældre og bedstemor og jeg er vild med, at forældrene er en aktiv del af bogen - det sker for lidt i YA normalt.

Jeg er helt vild med Julian, selvom han selvfølgelig ikke er fejlfri. Jeg forstår ikke hans tålmodighed med Anna, men han er så sød, talentfuld og fantastisk at jeg kan tilgive ham det. Han kræver intet, men giver alt uden på noget tidspunkt at kunne blive stemplet som dengsen. Jack derimod er bare en nar. Han leger med Annas følelser, behandler hende som en kvinde det ene øjeblik og som et barn det næste. Han går utrolig hurtigt frem den første aften de er sammen og gennem hele historien virker han kun interesseret i sine egne følelser og Annas krop. Jeg kan virkelig ikke fordrage ham.

Jeg har dog nogle problemer med historien og det følgende afsnit kan indeholde små spoilers. Anna og nogle af hendes venner bestemmer sig for at køre dragrace for at teste den ene fyrs nye bil. De vælger så at drikke inden, stort set alle sammen og to af fyrene kører galt. Jack beder herefter Anna om at køre den ene pige hjem, fordi de er for fulde til at være til stede når politiet kommer. På INTET tidspunkt bliver der talt om, hvor forkert det er, at Anna kører når hun er fuld! Det virker simpelthen komplet forkert for mig, især når Anna ellers virker som en påpasselig pige. Desuden er Anna til fest hos tvillingerne på et tidspunkt og finder Jack gramsende på en anden pige. De er ikke sammen på daværende tidspunkt, men hun bliver ked af det og flygter fra festen. Dagen efter (eller nogle dage efter - jeg er ikke sikker) finder han hende så på stranden og forklarer, at han ikke vidste at hun ville komme til festen, så det må hun sørme undskylde - hvorefter Anna er sammen med ham! Hun aner ikke noget som helst om, hvad han har lavet med pigen til festen og hun har åbenbart glemt, hvor såret hun blev. Ugh! Og den sidste beklagelse: Anna får på et tidspunkt en julegave af Lucy - et billede af Anna og Jack - til trods for at Lucy godt ved, at Anna ikke er sammen med Jack og faktisk er ret ked af det. Hvad pokker er det for en veninde? Det er da en dybt upassende gave!

Hele mysteriedelen er alt for let at regne ud, men det gør egentlig ingenting, for historien fungerer fint med ungdomsdelen som primære fokus. Mysteriet er bare en lille del af det og den er med til at skabe en slags ungdoms-tv-serie-feel som jeg rigtig godt kunne lide. Bogen er skrevet i et dejligt let og flydende sprog og der er ingen tvivl om, at Leigh T. Moore kan skrive. Dragonfly er en udmærket bog til en tur til stranden og jeg har planer om at fortsætte serien, mest for at finde ud af, hvem af fyrene Anna ender sammen med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar