onsdag den 5. juni 2013

The Academy: Game on - Monica Seles

Originaltitel: The Academy: Game on
Forfatter: Monica Seles
Serie: The Academy #1
Forlag: Bloomsbury
Sider: 256
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: ARC




Akademiet er den hotteste, internationale sportsskole for teenage atleter. Der er kun to måder, at komme ind på: Penge - og mange af dem - eller nok talent til et stipendium.

Maya, en ung tennisstjerne, har endelig fået sine drømme til at gå i opfyldelse! Hun har fået et stipendium. Hun er på vej væk fra den lille by og på vej mod den store karriere... Men da Maya starter på Akademiet, finder hun hurtigt ud af at hendes fantasier ikke stemmer helt overens med virkeligheden - for når der er masser af smukke, talentfulde teenagere, er der også masser af drama!


***

Jeg læser meget sjældent bøger om sport som hovedemne, simpelthen fordi det ikke siger mig noget. Alligevel så jeg frem til at læse The Academy: Game on, mest fordi coveret simpelthen er så fint! (Overfladisk, jeg ved det, men coveret skriger simpelthen hyggelig sommerlæsning).

Maya startede ud som en virkelig dejlig hovedperson; hun er sød, nervøs og meget opsat på at få det hele til at lykkes for sig selv. Hun får nemt venner og er nem at holde af, men dummer sig også og gør sig selv til grin. Med andre ord - hun er den perfekte teenage-hovedperson og nem at relatere til. Desværre viser det sig, at hun er helt vanvittigt naiv. Som i VIRKELIG. Hun kan ikke gennemskue de mest åbenlyst ting og hun stoler blindt på alt og alle. Det meste af tiden sad jeg bare og rystede på hovedet af hende.

Maya gennemgår stort set ingen udvikling igennem historien. Hun tager nærmere et skridt tilbage og bliver en helt anden person, for derefter til sidst at blive præcis den samme som i starten af bogen. Det eneste der har ændret sig, er hendes syn på fyre. Heldigvis lover det godt for den næste bog i serien, hvor Maya forhåbentlig for lov til at udvikle sig mere.

Historien handler meget lidt om sport, taget i betragtning at den foregår på et sportsakademi og Maya er forbavsende lidt interesseret i træning gennem det meste af historien. Først i slutningen kommer sporten til sin ret, men også her er der en anden grund end egentlig kærlighed til sporten. For mig virker det til at Monica Seles ville skrive en ungdomsbog og bare valgte sportsakademiet som baggrund, fordi hun kender til tennis.

Hele ungdom-delen virker derimod rigtig godt. Identitetssøgen, ægte venskab og den første kærlighed fylder meget og til trods for at historien er utrolig gennemskuelig, er den rigtig sød og vil fungerer super godt som sommerbog til de lidt yngre teenagerpiger. Jeg kunne godt finde på at fortsætte i serien, for bogen er nærmere 2.5 end 2 stjerner og for at finde ud af, hvad der sker med Maya, men det er ikke et must-read for mig, desværre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar