onsdag den 17. juli 2013

En velbevaret hemmelighed - Kate Morton

Originaltitel: The Secret Keeper
Forfatter: Kate Morton
Serie: -
Forlag: CICERO
Sider: 466
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Dansk
Dansk titel: En velbevaret hemmelighed
Kilde: Anmeldereksemplar fra Saxo.com





En stor roman om familiehemmeligheder, der elegant bevæger sig frem og tilbage mellem tiden omkring 2. verdenskrig, starten af 1960'erne og nutiden.

På en varm sommerdag i 1961 har den 16-årige Laurel gemt sig for familien og drømmer om fremtiden, der ligger og venter på hende. Men drømmerierne får en brat afslutning, da Laurel oppe fra sit skjul bliver vidne til en alvorlig forbrydelse.

50 år senere er Laurel blevet den berømte skuespillerinde, hun drømte om at blive, men hele hendes liv har fortidens hændelser kastet lange skygger ind over hendes voksenliv. Hun vender derfor tilbage til sit barndomshjem for at forstå, hvad det egentlig var, hun som teenager var vidne til, og stykke for stykke afdække den historie, moderen omhyggeligt har holdt skjult for resten af familien



***

Jeg har tidligere læst både Den glemte have og En fjern hvisken af Kate Morton og selvom jeg ikke elskede dem, syntes jeg at de var helt fantastiske. Jeg havde derfor ret høje forventninger til hendes nyeste bog og de blev mere end indfriet. Med En velbevaret hemmelighed har Kate Morton skrevet sig direkte ind i mit hjerte - jeg elskede hvert sekund, jeg brugte på den!

Historien foregår både i 2011 fra Laurels synspunkt og i 1941, i det krigshærgede London, fra Dorothys synspunkt og jeg elsker, hvordan de to tidslinjer komplimenterer og støtter hinanden til at skabe en helhed for læseren. Ved at skabe en ekstra tidslinje fremfor bare at fortælle om fortidens oplevelser, får læseren selv lov til at opleve det hele og danne sig en mening om både begivenhederne og personerne. Det gav mig et helt andet forhold til både Dorothy, Vivien, Jimmy og Henry.

Kate Morton skriver utrolig levende og fylder sine personer med så meget liv og sjæl, at de føles som bekendte og selvom jeg hadede dem i det ene kapitel, kunne det næste fuldstændig ændre mit syn på dem, netop fordi de er så nuancerede og ægte. Historien er fyldt med desperation, håb, kærlighed og overlevelse.

Mysteriet i bogen var virkelig gennemført og fyldt med twist, så hver gang jeg troede, jeg havde regnet det hele ud, skete der noget nyt, der ændrede det fuldstændigt. Bogen fastholdt min opmærksomhed hele vejen igennem og jeg havde utrolig svært ved at lægge den fra mig. Kate Morton er en fremragende forfatter, der skriver sine personer så levende, at de er svære at slippe, selv efter man er færdig med bogen. Er du til mysterier, stærke personligheder og gennemtænkte historier, kan jeg kun anbefale dig at læse En velbevaret hemmelighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar