Forfatter: Kelsey Sutton
Serie: Some Quiet Place #1
Forlag: Flux
Sider: 331
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: Købt
Jeg kan ikke græde. Jeg kan ikke frygte. Jeg er blevet ret god til at lade som om.
Elizabeth Caldwell kan ikke mærke følelser - hun ser dem. Længsel, Skam og Mod materialiserer sig rundt om hendes klassekammerater. Raseri og Modvilje fremkommer i hendes dysfunktionelle hjem. De har alle opgivet Elizabeth, fordi hun ikke giver efter for deres berøring. Alle, undtagen en - Frygt. Han er fascineret af hende og forsøger ligeså desperat at forstå den ulykke, der ændrede hende, som Elizabeth selv gør.
Elizabeth og Frygt fornemmer begge at nøglen til hendes fortid ligger gemt i de drømmebilleder, hun gemmer i familiens lade. Men en skyggeagtig trussel er begyndt at forfølge hende og selvom hun prøver, kan Elizabeth knap nok undgå brutaliteterne i sit liv længe nok til at finde ud af sandheden om sig selv. Kan hun stole på at Frygt redder hende, når hun har allermest brug for det?
***
Ideen bag Some Quiet Place er intet mindre end fantastisk. Jeg elsker, at Elizabeth kan se de forskellige følelser og at følelserne ser ud som de føles. Men det er svært at holde af en bog, hvor man er hamrende ligeglad med hovedpersonen.
Problemet ved at have en hovedperson, der ikke kan føle, er at det hurtigt blive en meget flad person. Og det er netop tilfældet med Elizabeth. Hun er hamrende kedelig og flad. Ligegyldigt hvad der sker omkring hende, er hun ligeglad og selvom hun mener, hun kan snyde sig til følelserne, kan læseren ikke snydes. Og det er virkelig en skam, for historien har et par interessante bipersoner. (Og et par flade bipersoner som f.eks. Sophia, men hun er også mest en fyld-rolle). Min yndlingsperson er Maggie, til trods for at hun ikke er særlig meget med. Hun er så levende og så ægte, at man kun kan holde af hende.
Fear er den perfekte mandlige hovedperson. Han er drillende, men sød og ligger hele tiden på grænsen mellem at være kærlig og irriterende. Joshua er en smule kedelig, men jeg kan faktisk rigtig godt lide ham. Historien har det klassiske trekantsdrama med den farlige, nye fyr og den trygge, gamle ven der pludselig udvikler følelser. Jeg må dog indrømme, at jeg synes Elizabeth vælger den forkerte fyr.
Historien var ganske udmærket, selvom den et par steder var utrolig gennemskuelig. Jeg havde dog ikke gættet præcis hvem 'the bad guy' var, heldigvis. Historien bliver en del mere spændende efterhånden som den får lov at udfolde sig og jeg kunne faktisk ret godt lide slutningen, men det er bare ikke nok til at hive bogen længere op. Jeg overvejer at læse den næste i serien når den kommer, men den kommer ikke øverst på ønskesedlen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar