onsdag den 21. august 2013

The Distance Between Us - Kasie West

Originaltitel: The Distance Bewteen Us
Forfatter: Kasie West
Serie: -
Forlag: HarperTeen
Sider: 312
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: Købt
Køb den: BD Amazon Kindle





Penge kan ikke købe et godt førstehåndsindtryk.

17-årige Caymen Meyers lærte tidligt at de rige ikke er til at stole på. Og efter at have studeret dem i flere år fra bag ved kassen i sin mors porcelændukke-forretning, er hun overbevist om at det er sandt. Men så kommer Xander Spence - han er høj, lækker og hamrende rig. Men på trods af hans charme og det, at han lader til at være den første, der faktisk forstår hende, er hun klog nok til at vide, at hans interesse er midlertidig. For hvis der er en ting, hun har lært af sin mors advarsler, er det at de rige har en meget dårlig koncentrationsevne. Men netop som Xanders loyalitet og opmærksomhed er ved at overbevise Caymen om, at det at være rig ikke er en karakterbrist, finder hun ud af at penge har meget mere at gøre med deres forhold end hun havde regnet med. Med så mange forhindringer imellem dem, er det så overhovedet muligt for dem at lukke afstanden mellem dem?

***

Efter at have læst Pivot Point må jeg indrømme at mine forventninger til Kasie West var enormt høje. Jeg forgudede den bog og synes især hun gjorde det rigtig godt med de søde øjeblikke mellem hovedpersonen og fyrene - derfor måtte en contemporary romance som The Distance Between Us da være den perfekte bog fra hendes hånd? Det er desværre ikke helt tilfældet.

The Distance Between Us er ikke en dårlig bog - hvilket er tydeligt ud fra de 4 stjerner, jeg har givet den - men det er heller ikke en fantastisk bog. Den føles lidt for let og historien har ikke helt den dybde, jeg gerne ville have haft. I stedet føles det som om, der bliver gået lidt for let hen over de problemer, der opstår. Problemerne bliver bygget ret højt op, men bliver aldrig ordentlig løst eller behandlet, så de falder i stedet til jorden og virker ligegyldige. Og det er virkelig en skam, for historien kunne have rummet så meget mere.

Historien bliver trukket godt op af humoren. Caymen er virkelig sjov på en tør og sarkastisk måde. Hendes one-liners er helt perfekte og gjorde bogen til en fornøjelse at læse. Jeg er vild med hendes samtaler med Xander, fordi de komplimenterer hinanden så godt og begge er morsomme.

Jeg føler ikke rigtig at historien sluttede. Det var som om der manglede nogle sider med en ordentlig konklusion og svar på de sidste spørgsmål. Ikke vildt nødvendige spørgsmål måske, men alligevel nogle, jeg gerne ville have haft svar på og som ville have givet historien en mere afrundet og hel følelse.

The Distance Between Us er en sød og letlæselig bog, der går lidt for hurtigt hen over nogle ret seriøse emner. Jeg ville gerne, den havde været dybere, men samtidig er det rart at kunne slå tankerne helt fra og bare nyde den søde historie om forelskelse mellem to mennesker. Nogle gange skal man bare tage historien for hvad den er og ikke ærgre sig over, hvad den kunne have været. Nogle gange er den simple og søde historie præcis, hvad man har brug for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar