De uskyldige - Andrew Miller

Originaltitel: Pure
Forfatter: Andrew Miller
Serie: -
Forlag: Forlaget Turbulenz
Sider: 323
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Dansk
Dansk titel: De uskyldige
Kilde: Anmeldereksemplar fra Saxo.com
Køb den: BD | Amazon | Kindle | Saxo





I hjertet af Paris i 1785 er byens ældste kirkegård fyldt til bristepunktet, så alt fra naboernes ånde til deres mad stinker af død. En ung ingeniør, Jean-Baptiste Baratte, ankommer fra provinsen for på kongens bud at bortskaffe alle kirkegårdens jordiske rester. Baratte ser det først som en passende opgave for en moderne mand i fornuftens århundrede. Men snart får han mistanke om, at ødelæggelsen af kirkegården kan være et varsel om hans egen undergang.

***

De uskyldige af Andrew Miller er meget anderledes end de bøger, jeg er vant til at læse og det er både godt og skidt. Godt, fordi det er rart at komme uden for sin ’comfort-zone’ og fordi jeg virkelig elsker historisk litteratur selvom jeg læser alt for lidt af det. Skidt, fordi historien, for mig, nærmest er historisk socialrealisme og jeg kan virkelig ikke fordrage socialrealisme, hvilket også er afspejlet i min bedømmelse af bogen.

Som sagt var jeg vild med det historiske aspekt – historien omkring Paris før revolutionen er fantastisk. Man kan mærke gløderne ulme i folket og fænge mere og mere efterhånden som historien udvikler sig. Det var også virkelig spændende at læse om, hvordan Baratte metodisk tømmer kirkegården og læse både om alle de problemer, der er involveret, men også om de små sejre. Der er ulykke, sorg, hårde skæbner, men også hele tiden en smule håb.

"Hvordan kan et menneske i det hele taget tænke, hvis han ikke har ordene til at tænke med?" (s. 202)

Historien er skrevet virkelig godt. Medrivende og med smukke sætninger, der i al deres simpelhed rummer dybe sandheder, men også med brutale og malende beskrivelser, der får lugten fra les Innocents til at sive ud fra siderne. Desværre benytter Andrew Miller sig lidt for meget af metaforer, hentydninger og dobbeltbetydninger og det bliver virkelig trættende i længden. Det generede mig også, fordi jeg ikke er sikker på jeg har forstået halvdelen af bogen og det efterlader mig med en tom følelse, men også med en irriterende gnavende fornemmelse, der siger at jeg er lidt dum. For jeg vil jo gerne forstå bogen. Jeg vil gerne forstå alt det, der står mellem linjerne. Og hvis det ikke er muligt, vil nogen så ikke nok forklare mig pointen med den stakkels elefant?