tirsdag den 3. september 2013

Eleanor & Park - Rainbow Rowell

Originaltitel: Eleanor & Park
Forfatter: Rainbow Rowell
Serie: -
Forlag: Orion
Sider: 325
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: Købt
Køb den: BD Amazon Kindle 





Eleanor er den nye pige i byen og med hendes kaotiske familieliv, hendes umatchende tøj og hendes vilde, røde hår kunne hun ikke skille sig mere ud, selv hvis hun prøvede.

Park er fyren i bagenden af bussen. Sorte t-shirts, høretelefoner og hovedet i en bog - han tror, han har gjort sig selv usynlig. Men ikke for Eleanor... Aldrig for Eleanor.

Langsomt, men sikkert gennem sene nattesamtaler og en uendelig bunke af bånd, falder Eleanor og Park for hinanden. De forelsker sig på den måde, man gør den første gang, når man er ung og det føles som om man har alt og intet at miste.

***

Eleanor & Park er uendelig populær i øjeblikket. På diverse blogs, på YouTube og på Goodreads - alle steder bliver den lovprist og anbefalet, så selvfølgelig skulle den da læses. Jeg havde ikke forventet at elske den, for historien lyder en smule kedelig, men alligevel endte jeg med en tåre i øjet og et smil på læben. Rainbow Rowell rørte mig mere end jeg på nogen måde kunne have forudset.

Historien er skrevet skiftevis fra Parks og Eleanors synspunkt og delene er ikke nødvendigvis lige lange (eller generelt særlig lange). Historien skifter, når det virker naturligt og gør at man får et godt indblik i begges tanker. Bogen er velskrevet og tiden forsvinder, mens man frygter med Eleanor og håber med Park - mens man bekymres med Park og længes med Eleanor.

"As soon as he said it, she broke into a smile. And when Eleanor smiled, something broke inside of him. Something always did." (s. 167)

Jeg elsker den udvikling, der sker mellem Eleanor og Park - hvordan de langsomt lærer hinanden at kende og finder hinandens grænser. Hvordan følelserne mellem dem spirer og de tager de første spæde skridt mod tosomheden. Til trods for at bogen foregår i 1986 og er fyldt med referencer til den tid, føles den alligevel tidsløs fordi den magi, der opstår mellem Eleanor og Park er tidsløs.

"'You can be Han Solo,' he said. kissing her throat. 'And I'll be Boba Fett. I'll cross the sky for you." (s. 257)

Historien er ikke kun en kærlighedshistorie for teenagnere. Den handler om at blive voksen, at sige fra, at vælge til og at finde sig selv. Den er hjerteskærende sød og umådelig smuk. Park og Eleanor krøb under huden på mig og er der endnu. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er en bog jeg kommer til at genlæse og jeg kan slet ikke anbefale den nok! Læs den!

4 kommentarer:

  1. Jeg har bare glædet mig, og glæder mig stadig ufatteligt meget til at læse denne bog. Den lyder ubeskriveligt sød!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig skøn! Glæder mig til at læse din anmeldelse af den :)

      Slet
  2. Tror jeg bliver nødt til at læse den ... fin anmeldelse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg så bestemt du skal ;) Og mange tak!

      Slet