mandag den 27. januar 2014

Fallen Too Far - Abbi Glines

Originaltitel: Fallen Too Far
Forfatter: Abbi Glines
Serie: Rosemary Beach #1 og Too Far #1
Forlag: Atria Books
Sider: 300
Udgivelsesår: 2012
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: Købt







Første sætning: Trucks with mud on the tires were what I was used to seeing parked outside a house party.


***

Når man vil have det, man ikke bør have...

Hun er kun 19 år...
Hun er hans nye stedfars datter...
Hun er stadig naiv og uskyldig, eftersom hun har brugt de sidste tre år på at tage sig af sin syge mor.

Men for 24 årige Rush Finlay er hun det eneste, der nogensinde har været udenfor hans rækkevide. Hans berømte fars penge, hans mors desperation for at vinde hans kærlighed og hans charme er tre grunde til at han aldrig har fået svaret 'nej'.

Blaire Wynn forlod sit lille bondehus i Alabama efter hendes mors død for at flytte in hos sin far og hans nye kone i deres kæmpestore strandhus ved Floridas kyst. Hun er ikke forberedt på livsstilsændringen og hun ved, at hun aldrig vil passe ind i den verden. Desuden er der hendes sexede stedbror, som hendes far har efterladt hende hos sommeren over, mens han er i Paris med sin kone. Rush er ligeså forkælet som han er lækker og hun kan ikke få ham ud af hovedet. Hun ved, han er alt andet end god for hende og at han aldrig vil være trofast overfor nogen. Han har desuden hemmeligheder som Blaire ved, hun måske aldrig får kendskab til. Men alligevel... 
Blaire er muligvis allerede faldet for hårdt...


***

Jeg anbefaler at starte med at læse Fallen Too Far, hvis man er interesseret i at prøve kræfter med Abbi Glines serie om Rosemary Beach - det er trods alt den første. Selv startede jeg med Twisted Perfection fordi den står som den første i en serie (præcis som Fallen Too Far står som den første i Too Far serien), men det gav et par småspoilers. Både Too Far, Perfection og Chances hører under Rosemary Beach serien.

Personerne i Fallen Too Far er ikke meget anderledes end de ofte er i New Adult genren og faktisk vil jeg mene, at historien ligeså meget er holdt oppe af bipersonerne som af hovedpersonerne (åh Woods). Rush er lidt et røvhul til tider, men alligevel kan jeg egentlig godt lide ham det meste af tiden. Han lægger ikke på noget tidspunkt skjul på, hvilken slags person han er. Blaire er jeg også ret vild med. Hun er en rimelig kick-ass hovedperson og selvom hendes forsvar for det meste smuldrer omkring Rush, er hun stadig sig selv hele vejen igennem.

Selvom historien virker utrolig gennemskuelig og man ikke er i tvivl om slutningen, formår Abbi Glines alligevel at overraske og slutningen er helt anderledes end jeg havde forventet. Den store hemmelighed, der hele tiden ligger og irriterer i baggrunden af historien, var helt anderledes end jeg troede og selvom den er voldsom, er den ikke komplet urealistisk. Det synes jeg til gengæld Blaires reaktion på den er - eller, måske er den ikke urealistisk, men snarere overdrevet og virkelig umoden. For mig virkede Blaire pludselig som en 15-årig, da hun (endelig) fik hemmeligheden at vide og hendes reaktion kom meget bag på mig. Men den skaber til gengæld en slutning, som var helt fantastisk og som gør at man er nødt til at læse den næste, Never Too Far, med det samme indenfor et overskueligt tidsrum.

Fallen Too Far er helt perfekt som bog til en varm sommerdag. Den kræver ikke den store hjernevirksomhed, men kan bare nydes for det, den rummer: kærlighed, tiltrækning, sommer, sol, lækre fyre og masser af drama.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar