fredag den 7. februar 2014

Never Too Far - Abbi Glines

Originaltitel: Never Too Far
Forfatter: Abbi Glines
Serie: Rosemary Beach #2 og Too Far #2
Forlag: Atria Books
Sider: 193
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: Købt

Læs først: Fallen Too Far.





Første sætning: There was a knock at the door then just the small shuffle of feet.


***

Han havde haft en hemmelighed, der ødelagde hendes verden. Alt, hvad hun havde kendt, var ikke længere sand...

Blaire kunne ikke stoppe med at elske ham, men hun vidste, hun ikke kunne tilgive ham. Nu var hun hjemme igen og forsøgte at leve normalt. At komme videre med sit liv... indtil noget sker, der endnu engang får hendes verden til at kollapse under hende. Hvad gør du, når den ene person du aldrig kan stole på igen, er den person du desperat er nødt til at stole på?

Du lyver, gemmer, undgår og beder til at dine synder aldrig bliver opdaget.


***

Normalt kan jeg ret godt lide bøger, hvor man får historien fortalt fra to synspunkter, men i Never Too Far fungerer det ikke for mig, fordi Blaires bekymringer bliver en smule åndssvage når man samtidig kan se det hele fra Rush's synspunkt. Det ville have fungeret meget bedre, hvis man kun havde hørt det fra Blaire, fordi man så kunne bekymre sig sammen med hende eller hvis hun holdt op med at være sådan en forbandet dramaqueen hele tiden.

Blaire irriterede mig helt vildt igennem historien og hun får gjort alt til et problem. Hun stoler ikke på nogen eller noget og ligegyldigt hvad Rush gør, er det forkert. Det bliver så trættende i længden og jeg havde bare lyst til at ruske pigebarnet til fornuft. Tag nu en pokkers beslutning og stå ved den! Rush foretager sig nogle dumme ting og gør sig nogle dumme valg igennem historien, men fordi man får det fra hans synspunkt også og ved, hvorfor han gør det, virker det meget mere logisk end Blaires reaktioner på det.

Endnu engang er bipersonerne med til at gøre en stor forskel for bogen. Især er jeg vild med Nan, selvom det tydeligvis er meningen at man skal hade hende. Men hun er simpelthen så gennemført - hun er indbegrebet af klicheen om den rige, forkælede møgunge og det er fantastisk! Desværre må jeg brokke mig lidt over generel redigering af bogen. Flere steder manglede der mellemrum mellem ord og komma var en by i Rusland - det forstyrrede læsningen og var virkelig en gene for mig.

Historien kører lidt i ring og bliver faktisk lidt kedelig. Det er som en plade, der er gået i stå: Blaire forsøger at stole på Rush, Rush gør et eller andet, Blaire tvivler og vil væk, Rush tigger, Blaire bliver. Tilsæt selv forskellige, dramatiske begivenheder. Jeg har læst mig lidt frem til at den næste i serien ikke skulle være særlig fantastisk, men jeg holder håbet oppe, for jeg ved at Abbi Glines kan levere varen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar