søndag den 18. maj 2014

Crash Into You - Katie McGarry

Originaltitel: Crash Into You
Forfatter: Katie McGarry
Serie: Pushing the Limits #3
Forlag: Harlequin Teen
Sider: 489
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: Købt

Læs først: Pushing the Limits, Crossing the Line og Dare You To.





Første sætning: Elevn years, two months, seven days. The last time I had physical contact with a blood relative.

***


Pigen med ene 12-taller, designertøj og det perfekte liv - det er sådan, folk forventer Rachel Young skal være. Så privatskole-eleven har hemmeligheder for sine velhavende forældre og sine overbeskyttende brødre... og hun har lige tilføjet et par stykker mere til listen. Den ene involverer at køre ræs mod fremmede på mørke landeveje i sin Mustang GT. Den anden? 17-årige Isaiah Walker - en fyr, hun overhovedet ikke burde tale med. Men da plejedrengen med tatoveringer og intense grå øjne redder hende, kan hun ikke få ham ud af hovedet.

Isaiah har også hemmeligheder. Om hvor han bor og hvordan han virkelig har det med Rachel. Det sidste, han har brug for er at blive viklet sammen med en rig pige, der vil tilbringe tid med de fattige for sjov skyld - ligegyldigt hvor engleagtig hun ser ud.

Men da deres fælles kærlighed til gaderæs sætter begge deres liv på spil, har de seks uger til at finde frem til en udvej. Seks uger til at opdage præcis hvor langt, de vil gå for at redde hinanden.

***

Jeg elsker Katie McGarrys bøger og jeg havde virkelig set frem til at læse om Isaiah, især efter Dare You To, men desværre levede hans historie overhovedet ikke op til mine forventninger. Den var god, uden tvivl, men Rachel var bare ikke den slags person, jeg havde håbet han ville ende med. Hun er en smule for ligegyldig for mig.

Isaiah er derimod præcis som han er i både Pushing the Limits og Dare You To, hvilket vil sige helt fantastisk. Han er moody, stille og lidt et mysterium. Han viser en ret blød side i Crash Into You, men enhver der har læst de foregående bøger, ved hvordan han er omkring Beth og så er det ingen overraskelse at han er sådan. Han er ikke min yndlings af Katie McGarrys fyre, men han er så absolut sød.

Rachel er en helt anden sag. Det pigebarn er simpelthen hamrende irriterende og hun har den mest tåbelige familie. Hun er så afhængig af alle andre, hun er underdanig og ligegyldig og hun er så utrolig dum. Jeg kan virkelig ikke fordrage hende. Hendes fire ældre brødre er vildt overbeskyttende, men behandler hende samtidig som lort og forventer at hun påtager sig en rolle for deres mors skyld. De er så belastende at høre på!

Jeg havde set frem til at læse historien om street-racing, men den skuffer fælt. Den virker så ligegyldig og selvom presset på Rachel og Isaiah skal forestille at være stort, virker det på intet tidspunkt som om de faktisk er i fare. Desuden er klimaks bare fuldstændig antiklimaktisk og går alt for hurtigt. Jeg sad tilbage med en fornemmelse af ligegyldighed og kedsomhed. Crash Into You får udelukkende 3 stjerner, fordi jeg virkelig godt kan lide Isaiah!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar