søndag den 13. juli 2014

Fødselsberetning

Dette er et meget langt og meget personligt indlæg. Det kan være grænseoverskridende at læse (det var ret grænseoverskridende at skrive) så læs på eget ansvar! :)

D. 20. maj var jeg til sidste jordemoder besøg, hvor baby blev vurderet til 3800 g og alt så helt perfekt ud. 
Jeg havde termin d. 21. maj, men dagen kom og gik uden at der skete noget som helst. Jeg havde heller ikke forventet at jeg ville føde den dag, så det betød ikke så meget. Til gengæld var de næste par dage ret lange at komme igennem - ikke fordi jeg gik og ventede og fandt tiden lang, men fordi alle andre åbenbart gjorde. Hold da op, hvor modtog både jeg og Manden mange sms'er og beskeder på facebook, hvori folk spurgte om der ikke snart var sket noget. Det var enormt trættende!

D. 29. maj skulle jeg ringe til sygehuset og få en tid til igangsættelsessamtale, hvilket blev d. 31. maj kl. 9.00 så to dage senere stod vi på sygehuset. Der blev kørt CTG-kurve og alt så perfekt ud. Desværre var det ikke tilfældet med mit blodtryk, der var en del for højt. Jordemoderen og lægen bestemte sig derfor for at jeg ligeså godt kunne blive sat i gang med det samme - under normale omstændigheder ville jeg først være blevet sat i gang når jeg nåede 41+5 og jeg var 'kun' i 41+3. Jeg fik udleveret to piller, som skulle tages med det samme og endnu to piller, der skulle tages 4 timer senere og en besked om at komme igen næste dag kl. 13. Vi kørte hjem og tog til tidlig fødselsdag hos Mandens niece (hun har fødselsdag d. 1. juni og jeg fik SÅ mange kommentarer igennem graviditeten og især til fødselsdagen om at jeg endelig ikke måtte føde på hendes fødselsdag - for det var jo helt sikkert noget, jeg havde indflydelse på!). Jeg fik et ton af plukveer og det var ikke videre behageligt at være til fødselsdag, men jeg fik taget de næste to piller og efterhånden som dagen gik, forsvandt mine plukveer og da jeg vågnede dagen efter, var de helt forsvundet.


Vi tog på sygehuset til kl. 13 søndag d. 1. juni og der skulle igen køres CTG-kurve inden jeg kunne få udleveret flere igangsættelsespiller. Men denne gang var babys hjertelyd ikke tilfredsstillende, for der var for lidt udsving. Der skulle sættes gang i hende, så jeg fik iskoldt vand, der ikke hjalp og blev så bedt om at gå en tur på ca. 30 minutter. Da jeg kom tilbage, prøvede vi igen, men baby var stadig ikke samarbejdsvillig så jeg blev bedt om at gå en tur på halvanden time. Det hjalp heldigvis og jeg fik udleveret 4 piller denne gang og en besked om at komme op på sygehuset igen 4 timer senere og få 4 mere. Hamrende irriterende når man har 1 times kørsel derop, så vi valgte at blive i nærheden og fandt et sted at få aftensmad. 4 timer senere vendte vi tilbage, der blev kørt en CTG-kurve, der var fin og jeg fik de sidste fire piller og en besked om at komme igen dagen efter kl. 8.30. Jeg var fuldstændig smadret og Manden, der var ny-opereret i anklen, kunne ikke køre bil, men heldigvis arbejder min mor lige nær hospitalet så hun kørte os hjem og lovede at køre os på sygehuset dagen efter, eftersom bilen jo blev deroppe. Det viste sig at være en ret god beslutning! 

Vi gik direkte i seng, da vi kom hjem og jeg havde ikke haft en eneste plukve. Men kl. 4.30 vågnede jeg på grund af veer. Det var ret urealistisk at det faktisk var i gang og jeg turde ikke rigtig tro på det i starten. Men jeg fik taget tid på veerne og de var allerede regelmæssig - 5 minutter imellem og mellem 1 og 1.5 minutters varighed. De var dog ikke mere smertefulde end at jeg kunne småblunde mellem dem, heldigvis. Omkring kl. 6 stod jeg op og gik i bad, hvorefter jeg vækkede Manden og fik ham sat ind i situationen. Veerne var begyndt at gøre lidt mere ondt og jeg var nødt til at stoppe op og bukke mig forover, hver gang jeg fik en. Manden var god til at hjælpe med at smertelindre og han fik ringet til min mor og fortalt hende, at jeg havde veer og at hun bare skulle komme som aftalt. Så vi kørte mod sygehuset, så vi kunne være der kl. 8.30. Den køretur var ganske rædselsfuld. Veerne var nærmest uudholdelige når jeg sad ned, men jeg klarede den lange tur og det var en lettelse endelig at komme ud af bilen. Min mor kørte hjem og vi gik op på Akut Svangre afdelingen, hvor jeg blev undersøgt. Desværre var jeg kun 2 cm åben (jeg var så tæt på at tude, da jeg fik det at vide. Kunne slet ikke overskue en helvedes masse timer med veer!), men jeg fik lov til at komme ned på fødeafdelingen, hvor jeg blev indlagt kl. 9.05 på stue 9 (og jordemoderen fortalte bagefter at det var fødsel nr. 905 på den nye afdeling - elsker sådanne småting!).


Jordemoderen snakkede om at tage mit vand, men ville lige give det lidt tid først, i håb om at jeg udvidede mig lidt mere. Der blev igen kørt CTG-kurve og alt så fint ud og jordemoderen vurderede baby til 3500 g. Jeg gik lidt rundt på fødestuen imellem veerne og formåede igen at sove imellem dem, når jeg lå ned. Selvom det måske lyder åndssvagt, så gik de næste to timer virkelig hurtigt. Det eneste jeg koncentrerede mig om, var at trække vejret og komme igennem veerne og jeg havde ikke overskud til at holde øje med klokken. Det meste af tiden sad jordemoderen i hjørnet, hvor der stod en computer og Manden og jeg passede os selv. Det var virkelig skønt at føle, at vi selv 'styrede showet'.

Kl. 11 blev jeg igen undersøgt og nu var jeg pludselig 6 cm åben. Min jordemor mente at det var gået ret stærkt for en førstegangs, så hvis jeg skulle føde i vand, skulle vi snart til at have fyldt karret, så det gik hun i gang med. Når man skal føde i vand, skal man have Klyx inden (afføringsmiddel) så det fik jeg naturligvis, hvoefter jeg forsvandt 'ud for mig selv'. Her opholdt jeg mig så i 20 minutter indtil jeg åbenbart fik pebet så højt at jordemoderen stak hovedet ud for at spørge om jeg var ok. Det var jeg ikke! Fra det øjeblik jeg satte mig på toilettet og til jordemoderen kom, føltes det som en lang ve, der langsomt udviklede sig til presseve. Det gjorde så ondt at jeg bogstavelig talt ikke kunne rejse mig fra toilettet og jeg var slet ikke i stand til at kalde på hjælp. Jordemoderen hjalp mig ud fra badeværelset og ind på briksen, hvor hun undersøgte mig og måtte meddele at jeg nu var 9.5-10 cm åben, så jeg skulle i karret med det samme. Manden hjalp mig derop og det var så lækkert at komme op i det varme vand. Jeg sad på knæ i den lave ende med et fast greb i kanten og i løbet af 10 minutter var hun ude - kl. 11.41. Jeg nåede at tænke: 'fuck hvor er hun klam', indtil jeg fik hevet hende op af vandet. Hun var jo helt blå/lilla og hendes hoved så vildt underligt ud nede i vandet. Men da hun kom op, var hun heldigvis helt normal og det var virkelig fantastisk og komplet surrealistisk at kunne se hende og have hende liggende på mig.


Pressefasen var et helvede at komme igennem! Det var så smertefuldt og jeg fik sagt nogle ret underlige ting i løbet af de 10 minutter - bl.a. udbrød jeg at 'det her er det sindssygeste jeg nogensinde har oplevet!'. Jeg må indrømme at det meste af fødslen er en smule sløret i min hukommelse (ja, den er god nok - man glemmer det sgu!), men jeg kan godt huske smerten! Jeg ved dog godt, at jeg var heldig - det var en kort fødsel, især for en førstegangs. Vi var på fødegangen indtil kl. 14.30, hvor vi blev overflyttet til patienthotellet og alt virkede til at gå super godt. Det gjorde det dog ikke, men mere om det i et andet indlæg, for dette her er vist langt nok. Godt gået, hvis I er nået helt herned!

12 kommentarer:

  1. Hold da op, sikke en beretning, men hvor er det bare fedt at du deler det. Det der med fødsler virker som et meget lukket land og du har gjort det meget mere virkelig og håndgribelig. (jeg kunne ikke finde et bedre ord, håber du ved hvor jeg vil hen. ;0))

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for du synes :) Og jeg er helt enig - fødsler virker bare uvirkelig/underlige indtil man har været det igennem, men beskrivelser kan gøre dem lidt mere 'rigtige' ;)

      Slet
  2. Hvor er det dejligt, at alt gik som det skulle, og hvor er det en smuk lille prinsesse I har fået lavet der!

    SvarSlet
  3. Åh hvor jeg elsker fødselsberetninger - som selvfølgelig først er kommet, efter jeg selv har givet liv til et lille menneske (som er ved at blive ret stor - gisp!). Ih guder hvor er det dog forskelligt hvordan fødsler udvikler sig, hvordan den gravide oplever det og ikke mindst hvor lang tid det tager!

    Jeg synes pressefasen var det nemmeste af hele fødslen, hele det der udvidelses-halløj, not my thing! Min krop var heller ikke just samarbejdsvillig, T tog godt og vel 22 timer om at komme ud, fra vandet gik til jeg havde ham i mine arme ;) dog ikke med veer hele vejen igennem - Thank God! Men ve-drop - det er noget fanden har skabt, og jeg håber aldrig jeg skal prøve det igen :(

    Hvor er det altså dejligt at du ville dele det med os, og jeg nyder at følge dig på IG, hun er bare så smuk og dejlig din lille pige <3 glæder mig til at læse den anden del, selvom det ikke lyder til at være særlig behageligt :S

    - Maj :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg blev også virkelig fan af fødselsberetninger, da jeg var gravid - læste alle dem jeg kunne opstøve haha ;)

      Jeg har også hele tiden fået at vide at pressefasen bare var den bedste del, så jeg var sgu ret skuffet :P Puha, 22 timer er dælme også lang tid! Og jeg har godt hørt at vedrop er det værste - håber du undgår det, hvis du har planer om en mere ;)

      Åh tusinde tak - jeg kan heller ikke få nok af din lille T! (Det er blevet så slemt at Manden føler, han kender ham fordi jeg snakker om hvor skøn han er så tit hahaha) ;)

      Slet
  4. Jeg eeeelsker at læse om andres fødsler:-). Stort tillykke med din smukke datter.

    Jeg fødte selv i vand, da jeg fødte min søn (2. barn) og jeg elskede det. Jeg brugte ca. 1 time i vandet og jeg vil klart anbefale vand som smertelindring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør jeg også - fødselsberetning er fantastiske! Og tusinde tak :D

      Vandet er simpelthen så fantastisk at komme ned i og jeg har heller ikke fortrudt et eneste sekund at jeg valgte det :)

      Slet
  5. Det lyder vildt, at de timer gik hurtigt :D Men hvor var det da dejligt. Hun er så fin <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det ville have været forfærdeligt, hvis tiden bare sneglede sig af sted ;) Tusinde tak :D

      Slet
  6. Jeg er virkelig glad for at læse et indlæg, hvor en fødende tør "indrømme" at det faktisk gør ondt og kan være skide ubehageligt! Det har faktisk gjort, at jeg er mindre bange for at skulle føde, når den tid kommer! Og hvor er hun dog sød og det hele værd <3
    Tillykke med hende igen, igen igen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - hun er virkelig dejlig :D

      Slet