søndag den 12. oktober 2014

Amning

Fødslen, efter-fødslen og den første tid.

Amning - en af de ting, stort set alle har en holdning til. Om man skal gøre det, hvor man skal gøre det, hvordan man skal gøre det. Det virker så simpelt, men er faktisk en del sværere end jeg regnede med.

Amning har aldrig været noget, der som sådan sagde mig noget. Det er bedst for barnet, men efter 9 måneder hvor min krop mere eller mindre kun arbejdede for et andet menneske, ville jeg egentlig bare gerne være mig selv igen og det er altså pænt umuligt, hvis ens attributter bliver brugt til madpakke! Desuden startede det virkelig dårligt ud. Pigebarnet kunne ikke finde ud af at tage ved og hendes tunge blev ved med at modarbejde det hele. Det endte derfor med suttebrik - sådan en plastik-satan, der skal sættes på hver gang baby skal spise. Pisse besværligt, men det virkede. Hun spiste og det lod til at fungere - eller, det troede jeg.

I indlægget omkring den første tid skrev jeg, at vi opdagede at jeg sultede min datter. Det var pisse hårdt at have en mistanke om at Pigebarnet ikke tog nok på og så få besøg af sundhedsplejersken og få det bekræftet. For hvad fanden gjorde jeg galt? Hun tog langt fra nok på, men var heldigvis godt med udviklingsmæssigt. Man skal ikke gå for meget op i vægtkurver, for børn kan tage på i ryk, men Pigebarnet var faldet en kurve og hun var ked af det hele tiden. Faktisk græd hun så meget, at vi mistænkte kolik - enhver forælders mareridt! Men hendes opførsel stemte ikke overens med tegnene på kolik så jeg tog en lang snak med sundhedsplejersken om det og hun slog til sidste fast, at min baby sultede.

Tynd lille baby i et roligt øjeblik

Set i bakspejlet burde jeg nok have gættet mig til det. Hun spiste ganske kort tid af gangen, var enormt urolig og græd stort set hver gang. Hun sov ikke særlig meget og så begyndte hun tit at græde lige pludseligt og var komplet utrøstelig. Det var vildt hårdt og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre!

Sundhedsplejersken mente, at jeg ikke havde mælk nok og hun sagde at det var ganske naturligt, min situation taget i betragtning. 14 dage efter min fødsel trak jeg emne til min engelsk eksamen og havde så 24 timer til at forberede mig, hvorefter jeg var til eksamen (og fik 10!) og præcis 3 uger efter fødslen var jeg til pædagogik eksamen. Så jeg var stresset den første måned og samtidig var det hele så overvældende og det har påvirket amningen negativt. Resultatet af besøget var at jeg begyndte at give flaske til nat. Nogle dage også flaske midt på dagen eller om formiddagen. Hver flaske var et nederlag for mig, hvilket var åndssvagt. Jeg har aldrig ønsket at amme længe og jeg synes det er fantastisk at man har mulighed for at give flaske. Men det ramte mig så hårdt, at jeg ikke kunne amme. At min krop modarbejdede mig på den måde. Det påvirkede mig så meget, at jeg ikke gav hende flaske - det blev Mandens job. Jeg har heldigvis sidenhen lært det og det er ikke længere et problem for mig, for ja, jeg er stadig nødt til at give flaske engang imellem og fred være med det. Min højeste prioritet var (og er), at Pigebarnet trives og har det godt og den forandring der skete med hende, da vi begyndte at give flaske, har 100 % overbevist mig om at det var der rigtige at gøre.

Tyk baby i bad i mormors håndvask

Jeg ammer stadig og kæmper en kamp for at få det til at fungere. Jeg bruger ikke længere suttebrik, men skal hele tiden være opmærksom på, om jeg har mælk nok. Jeg arbejder konstant for at få min mælkeproduktion sat i vejret (muuuhh...), så det er mad nok til hende, for jeg er desværre en af dem, hvor der ikke skal meget til før produktionen daler gevaldigt og jeg må starte forfra. Men jeg er stolt af, at jeg stadig ammer (selvom det nok er en underlig ting at være stolt af). Ingen skal fortælle mig, at jeg ikke kan - så bliver jeg stædig og vil modbevise. Når jeg stopper med at amme, skal det være mit valg (eller Pigebarnets - vil hun ikke mere, har jeg vist ikke så meget at skulle have sagt) og ikke fordi nogen siger, at jeg ikke kan. Basta!

Vi får besøg af sundhedsplejersken igen om lidt over en uge og så kommer der nok en update omkring hendes udvikling :)

11 kommentarer:

  1. Jeg blev kun ammet i seks uger, så blev jeg ikke mæt mere. Nogen kan, andre kan ikke. Og hvor er det bare en skam, at der skal ses ned på de, der ikke kan. "Det er sundest at amme ddet første år" og hvad ved jeg. Tja... hvis barnet sulter, hvor sundt er det så lige det er? Synes det er en ærgerlig tendens. Så vil egentlig bare sige, at jeg synes det er dejligt, I har en mæt og glad pige nu - om det så er på flaske eller bryst :) Og sikke da en forskel på de to billeder - hvor lang tids mellemrum er der mellem dem? :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, der er kæmpe forskel - der er også næsten 3 måneder imellem :)
      Jeg er også meget glad for at vi har en sund, glad og mæt pige nu, fremfor den stakkels sultne baby! :)

      Slet
  2. åhh, det lyder meget som det vi netop har været igennem med vores lille dreng... først kæmpede vi en desperat kamp, for at få amningen i gang, for det tog længere tid end normalt før mælken løb til. Da mælken så endelig løb til, ville han ikke tage ordentligt ved, og vi tyede også til suttebrikker. Jeg mistænkte dog ufatteligt hurtigt, at han ikke spiste nok, og en opringning med efterfølgende tur på hospitalet, bekræftede da også min mistanke - og så måtte vi på supplerende flaske, hvilket desværre betød, at knægten blev doven og slet ikke ville amme... så jeg måtte i gang med den seje kamp at pumpe ud 4-5 timer i døgnet, hvilket er seriøst svære timer at finde med en nyfødt og enormt søvnunderskud, fordi det lille pus græder og græder grundet luft i maven fra flasken, og modermælkserstatningen som også var hård mod systemet. og nu i en alder af 1 måned, er min mælk ved at være helt væk grundet presset, den manglende søvn og alt det andet, og det tog virkelig hårdt på mig. jeg har heller aldrig haft et stort behov for at amme, så det kom virkelig bag på mig hvor hårdt det ramte mig, og jeg tudede og tudede, og kombineret med, at jeg heller ikke kunne føde (han måtte tages ved kejsersnit efter 27 timers igangsættelse og efterfølgende 29 timers aktiv fødsel), følte jeg mig virkelig som en falliterklæring som kvinde. men vi tager hver dag som det kommer og tager de sejre vi kan få, og så skal det nok lykkedes alt sammen. og hold da op en udvikling - sikke en lækker lille sag hun er blevet!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. For det første: For satan, hvor er det lækkert at høre fra dig! Jeg håber, I har det super godt alle tre og nyder hinanden selvom det er pisse hårdt! :D

      Fy for pokker for en fødsel - det lyder som en sindssyg hård omgang. Jeg kan godt forstå, det påvirkede dig så kraftigt at du ikke kunne amme så, men hvor er det flot at du kunne holde ud i så mange timer! Det havde jeg aldrig klaret. Det er utroligt så hårdt det rammer når amningen ikke lykkedes, men jeg tror på, det har noget at gøre med presset og med hormonerne.

      Så selvom modermælkserstatningen er dum ved små maver, så er det dejligt at baby kan blive mæt og at du forhåbentlig kan slappe lidt af og komme ovenpå :) Jeg håber, vi får din smukke søn at se på et tidspunkt :)

      Slet
    2. Ja, jeg har vist været lidt stille på det sidste, men jeg er her endnu, og følger pænt med i hvad I andre skriver, også selvom jeg bare holder mig i baggrunden og leger usynlig... hehe... Desuden vil jeg da lige sige, at det er super fedt med de mere personlige indlæg du er begyndt at skrive, så jeg har faktisk netop gjort dig kunsten efter og forsøgt mig med et om fødslen og det forløb jeg netop har været igennem - inkl. billeder af vores lille prins... =) Jeg er ikke sikker på, at det bliver hverdagskost, men det er nu meget befriende at skrive tingene ned og dele dem...

      Slet
  3. Sikke da et helvede. Amning skal åbenbart ikke være nemt og ligetil for alle. Din fine datter ser dog sund og lækker ud nu.

    Min søn ville kun tage fat, når jeg brugte suttebrik, men jeg producerede så lidt modermælk, at han blev sur og tvær over at der kom så lidt, trods hans ivrige forsøg på at suge. Så vi sluplerede allerede fra start med modermælkserstatning. Man sagde, at mælken skulle have tid til at løbe til, men efter 3 måneder kastede jeg håndklædet i ringen. Jeg var uendelig lettet over at presset var væk, og at vi kunne koncentrere os om flasken, som var de hyggelige spisetider, og ikke de dårlige, amningen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så vigtigt at spisetiderne er hyggelige og ikke en kamp hver gang! Amning kan virkelig værre et røvhul! Synes godt nok det er flot at du prøvede så længe. Synes det er meget mere hårdt end man lige regner med.
      Og tusinde tak - det klæder hende at få lidt deller ;)

      Slet
  4. Fuck nu alt det der med 'amning er sundest' og alle de historier om følgesygdomme omkring børn der ikke blev ammet. Jeg blev slet ikke ammet, men fik kun flaske og jeg fejlede absolut intet - hvorimod min bror, som blev ammet, har fået alle de skavanker, som man siger at børn der ikke er blevet ammet, har større sandsynlighed for.

    Jeg ved godt, at jeg ikke har børn, men jeg ville seriøst ikke slå mig så hårdt i nøden, fordi mit barn skulle have flaske - det ser jo ud til at hun ikke lider noget tab. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror at det har noget at gøre med, hvor følesmæssigt påvirket man er fra fødslen. Det ramte mig ret hårdt ikke at være god nok på det område, for jeg ville jo gerne være den bedste for min datter. Men jeg kan helt sikkert mærke at jeg er blevet mere stabil og nu er jeg ligeglad med at det er nødvendigt at give flaske. Men faktisk kan børn blive overvægtige på flaske - det kan de ikke når de bliver ammet, så måske skal vi holde øje med hvor tyk hun bliver :P

      Jeg blev også selv kun ammet ganske kort tid og har ingen allergier, så mon ikke Claire også klarer det ;)

      Slet
  5. En glad mor, er en god mor - flaske eller amning, pyt da med det :D
    Søde billeder af den lille iøvrigt.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er enig - i begge dele haha :P Ej, tak :)

      Slet