mandag den 20. april 2015

Revolution - Louise Haiberg

Originaltitel: Revolution
Forfatter: Louise Haiberg
Serie: Dæmondræber #3
Forlag: Tellerup
Sider: 482
Udgivelsesår: 2015
Læst på: Dansk
Dansk titel: Revolution
Kilde: Tellerup







Første sætning: Lucifers øjne glødede kraftigt rødt da han så på dæmonen som hang i kæder fra loftet.


***

Mit navn er Syranthia.

Jeg er en falden engel.

For tusinder af år siden faldt jeg fra Himlens nåde for at leve sammen med et dødeligt menneske. Da jeg mistede ham, sank jeg ned i en dyb sorg.

Så mødte jeg Dominic … en dæmon hvis sjæl lyste mere klart end de fleste engles. Han udfyldte tomrummet som min elskede havde efterladt, og nu er jeg villig til at rejse til Helvede for hans skyld.

For vores skyld …



***

Jeg er ved at blive en lille smule irriteret på mig selv. Det virker jo ærligt talt lidt som om jeg bare forsøger at være på tværs, når mine bedømmelser af Louise Haibergs bøger går så meget imod alle andres. Hvorfor kan jeg ikke bare elske Dominic ligeså højt som alle andre? Det er faktisk lige før jeg gør det i Revolution. Han er virkelig badass og sej og hans humor fungerer så meget bedre for mig heri end den har gjort i de foregående bøger - altså, efter at han er blevet ført til Helvede og bliver tortureret. Jeg vil faktisk gå så vidt at jeg vil kalde ham en skøn hovedperson - hvem havde lige forudset det?! Samtidig holder jeg stadig rigtig meget af Benjamin. Jeg synes uden tvivl at han er den af personerne, der har den bedste og mest troværdige udvikling og jeg har så nemt ved at forstå ham. Han er levende og interessant og helt fantastisk i al sin stædighed.

Selve historien er faktisk også ret interessant. Jeg er vild med at alle er nødt til at give sig en smule og at samarbejdet er så vigtigt. Jeg er vild med at datid og nutid bliver flettet sammen på en måde, så hele trilogiens datidshistorie giver mening i forhold til nutidshistorien. Alle løse ender bliver bundet smukt sammen. Jeg er vild med at tingene sker i et fornuftigt tempo og at man får mulighed for at følge slagets gang fra alle vinkler. Jeg er vild med Lucifer - han er lige tilpas ond og nedværdigende til at være helt perfekt. Jeg er vild med stort set alle bipersonerne. Især Slade var præcis hvad historien manglede. Sjældent har jeg mødt en dæmon der var så lidt dæmonagtig og samtidig en jeg så godt kunne lide. Han er også virkelig badass (og modig!), men på en helt anden måde en Dominic. Tybalt og Eddie er - well, de er Tybalt og Eddie og det gør de virkelig godt.

Men hvis jeg er så vild med bogen, hvorfor så 'kun' 3 stjerner? Fordi Tia irriterer mig. Ikke bare en lille smule, men sådan helt vildt meget. Jeg kunne så godt lide hende i både Oprører og Udvalgt, men hun ændrer sig i Revolution og ikke på en god måde. Hun bliver, undskyld ordvalget, lidt af en strid kælling. Hysterisk og utilregnelig og fuldstændig umulig. Hendes reaktion på at Dominic har holdt sandheden hemmeligt for hende er alt for voldsom for mig og jeg forstår hende på ingen måde. Ja, det er skidt, men giv dog manden en chance for at forklare i stedet for at skride og forvente at han står til rådighed lige præcis når det passer dig. Suk, jeg hader sådan nogle kvinder! (Derimod synes jeg faktisk hendes reaktion på Dominics opførsel kort tid efter er helt fair - kæft en idiot!). Så selvom jeg havde glædet mig til at læse om Tia, blev det desværre en skuffelse - men heldigvis for mig, vejer resten af historien og persongalleriet ganske fint op for det.

Som altid skriver Louise Haiberg helt fantastisk og ordet 'køddragt' gav mig ikke engang halvt så mange tics som i de tidligere bøger. Jeg er spændt på, hvad vi kan forvente fra hende i fremtiden, for jeg er helt bestemt ikke færdig med at læse bøger fra hendes hånd! Trilogien om Dominic og co. er ikke øverst placeret på listen over bøger, jeg elsker, men jeg vil ikke tøve med at anbefale den til folk, der har samme smag i bøger som mig. Jeg er sikker på at den vil bringe glæde, grin og sandsynligvis også henførte sukke over en vis dæmondræber.

3 kommentarer:

  1. Ha Ha. Tak for anmeldelsen. :-D
    Heldigvis er vi ikke ens alle sammen og har derfor forskellige meninger. Du skal ikke være irriteret på dig selv. ;-) Du har været eminent til at se historien bag personlighederne (også selvom Dominic ikke helt faldt i din smag).
    Det der betyder noget for mig er om en læser føler noget for personlighederne. Uanset om de så elsker eller hader dem. ;-)
    Jeg har åbenbart en svaghed for den type personligheder, som deler vande og hvis de ikke motivere læseren til enten at blive irriteret eller føle med dem, så har jeg jo ikke skrevet personlighederne godt nok. ;-)
    En af personlighederne i mit nye projekt deler også betalæserne, så den ene side bruger ordet 'helt' og den anden side bruger ordet 'røv'. Det har bekymret mig en smule, men hi hi, det er bare fordi jeg så godt kan lide personligheden, som er en fornøjelse at skrive. ;-)
    Endnu engang tak for anmeldelsen.

    Kh.

    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Du formår helt sikkert at skrive så man føler noget for personerne - ingen tvivl om det!

      Ih, hvor jeg glæder mig til at læse dit næste projekt når det udkommer :D

      Slet
    2. Det glæder mig at høre. :-D

      Hi Hi, nu må vi se. Jeg er kun lidt over halvvejs med at skrive det og det kan jo være at det ikke er godt nok til at blive udgivet. Ikke desto mindre er det en fornøjelse at skrive og læse betalæsernes kommentarer, især når jeg kan fornemme at de begynder at ændre mening om et personlighed, som de i starten ikke kun lide. Man skal ikke altid dømme på det første indtryk. ;-)

      Kh.

      Louise

      Slet