lørdag den 3. marts 2012

"De glemte rum" - Lotta Olivecrona

Titel: De glemte rum
Forfatter: Lotta Olivecrona
Serie: Vren #1
Forlag: Sesam
Sider: 291
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5










Fra bagsiden: Efter at tressen solsystemer var blevet koloniseret, udbrød en galaktisk krig. Jorden tabte krigen, og Jordens befolkning blev isoleret. Den eneste race, der blev tilbage fra en anden planet, var de livsfarlige vrener, der er en slags ulve med menneskelignende træk, men med dyrisk opførsel. 
Hundrede år senere redder femtenårige Anya en halvdød vren, og hun inddrages i en sammensværgelse, der truer ikke bare kongeriget, men hele Jorden.

Bogen foregår langt ude i fremtiden, hvor Jorden har tabt krigen og er blevet et middelalderligt samfund. Her lever Anya, der er på vej hjem for at holde sommerferie. Hun overraskes dog af en død mand og en bundet vren ved navn Kirvan. Hun redder Kirvans liv og løslader den, mod at den sværger hendes troskab. De fleste mennesker mener at vrenerne er farlige og ikke er til at stole på, derfor bliver de underlagt lydighed på grusomste vis. Der er 3 prøver, som vrenerne skal igennem, der hver især viser hvor lydig vrenen er. Det sidste stadig gør vrenen til en morder-vren, men disse er forbudt i Karelia. Det viser sig dog at Kirvan er mordervren og Anya bliver tvunget til at aflevere ham. Men er det nu også smart, når de, der tvinger hende til at aflevere ham, ikke ved hvem han skal slå ihjel?

Lotta Olivecrona skriver rigtig godt. Det er letlæseligt og handlingen går hurtigt i gang. Bogen er medrivende og spændende og jeg kan rigtig godt lide det univers, hun har opbygget.
Jeg er desuden helt vild med Anya. Jeg er fan af stærke, kvindelige hovedpersonen (jeg er en sucker for Lene Kaaberbøl og Tamora Pierce) og Anya lever helt op til mine forventninger. Jeg elsker forholdet mellem hende og Kirvan, fordi det ikke er et kærlighedsforhold, men et tillidsforhold.
Desværre synes jeg det hele flasker sig lidt for nemt for hende. Der er meget få egentlige valg fra hendes side og mere tilfældigheder, hvor hun er "tvunget" til at træffe det rigtige valg. Det er lidt træls, især når man fornemmer at bogen ville have en del mere dybde, hvis hovedpersonen fik lov til at "være lidt vild".
Men alt i alt en udmærket bog, jeg gerne vil anbefale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar