onsdag den 19. september 2012

Herlufsholm Fantasybogmesse 2012

Jeg var så heldig at vinde en af de to billetter til Herlufsholm Fantasy Bogmesse som Didde udloddede via Rosinante&co., hvilket betød at jeg (tidligt) lørdag morgen tog den lange vej fra Jylland til Næstved. På vejen samlede jeg både Didde og Sabrina op og vi ankom til Herlufsholm Kostskole omkring halv elleve, så vi skyndte os at melde vores ankomst og komme ind for at få pladser til at se Kenneth Bøgh Andersen. Han var intet mindre end fantastisk! Jeg har endnu til gode at læse noget af ham, men det skal gøres hurtigst muligt. Han var morsom, nede på jorden og publikum, store som små, grinede flere gange under hans højtlæsning. Efterfølgende signerede han vores bøger (yeah, total starstruck)!

Resten af dagen gik med at høre de forskellige forfattere (vi fik set Lene Dybdahl, Anne-Marie Vedsø Olesen og Nick Clausen), få signeret bøger og kigge på de stande, der var sat op. Indenfor stod både Tellerup, Facet, Jenta og Rosinante&co. samt Bog&Idé. Undefor var der brugte engelske fantasy bøger til salg, et sted hvor der kunne købes mad samt rollespil med orker og riddere. Kostskolen lagde fine rammer til og gav en helt speciel stemning.

Kl. 14.30 gik Joss Stirling (måske bedre kendt under sit andet pen-name Julia Golding) på scenen og fik fortalt om sin nyoversatte bog, Soulfinders Sky, og derefter var der VIP-møde for os, der havde vundet billetter via Rosinante&co (vi var omkring 9 så det var nemt at komme til at stille Joss Stirling spørgsmål). Hun var helt nede på jorden, morsom og nem at tale med. Efterfølgende fik vi en goodiebag med to bøger (Soulfinders Sky og Matched af Ally Condie) og lidt chokolade. Det var en virkelig fed oplevelse at komme så tæt på en forfattere, især en så kendt som Joss Stirling!

Dagen sluttede for os omkring kl. 17 og så var Didde desværre nødt til at tage hjem. Jeg var så heldig at Sabrina havde tilbudt mig overnatning, så vi tog hjem til hende og jeg fik set alle hendes fine bøger.

Om søndagen vendte vi tilbage friske og veludhvilede og fik set og hørt Josefine Ottesen, der formåede at råbe en hel sal op uden brug af mikrofon! Hun var sjov og var god til at skabe kontakt til sit publikum. Vi så også Lise Bidstrup, der blev udsat for en del spørgsmål omkring sin nye bog 'Spillet' (som jeg har været så heldig at få til anmeldelse, så der kommer nok en mening fra mig inden længe) og Michael Kamp, der levende fortalte om det at være forfattere og hvordan man får ideer og udvikler dem. Han var morsom og spændende at lytte til.

Herefter blev vi enige om at sige tak for denne gange, for vi var begge ret smadrede og jeg havde en lang køretur foran mig. Det var en rigtig hyggelig weekend og jeg håber, der også bliver Fantasy Messe næste år! Jeg fik ikke taget nogle billeder selv, da jeg kun har det kamera, der sidder i min telefon, så smut over til Sabrina og se billeder her og her.

2 kommentarer:

  1. Når du siger Lise Bidstrup var udsat for en del spørgsmål om hendes bog 'spillet' mener du så uheldige spørgsmål om at hun måske har lånt for meget fra The Hunger Games eller hvordan?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja. Faktisk blev hun spurgt gentagende gange om det samme: Så du THG filmen inden du skrev din bog, læste du THG bøgerne før du skrev din bog, føler du at THG påvirkede din bog, handler den ikke bare om det samme som THG - osv...

      Slet