Verden ifølge Garp - John Irving

Titel: Verden ifølge Garp
Forfatter: John Irving
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 465
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Fra bagsiden: En grotesk, ironisk og vildtvoksende roman fuld af gru og sort humor, der følger hovedpersonen Garp fra hans højst besynderlige undfangelse til hans voldsomme død treogtredive år senere.



Da jeg første gang læste, hvad Verden ifølge Garp handlede om, var jeg overbevist om at jeg ville kede mig gennem alle 465 sider. Men bogen var en del af min bogudfordring fra BedsteVeninden. Jeg var derfor nødt til at læse den og var virkelig overrasket da jeg opdagede at tiden forsvandt i selskab med bogen. Den var jo intet mindre end fantastisk!

Verden ifølge Garp er utrolig velskrevet og medrivende uden at være specielt tempofyldt. Historien bliver fortalt meget nøgternt og beskrivende, men det fungerer virkelig godt! Faktisk minder selve stilen utrolig meget om Forrest Gump. Her er det en forholdsvis almindelig mand og hans forholdsvis almindelig liv, der bliver gjort ualmindelig på grund af detaljer og fortællestil.

Hans krop var så forskellig fra Garp som en struds fra en sæl. Michael Miltons krop var en elegant krop, når den var påklædt. Uden tøj lignede han mest af alt en hejre. Han var tynd og ret høj, og ludede på en måde som de skræddersyede tweedjakker skjulte. Han havde en krop som en stumtjener - den fuldkomne krop til at hænge tøj på. Afklædt havde han næsten ingen krop overhovedet. (s. 234)

Jeg er vild med ovenstående citat fordi det nærmest er indbegrebet af bogen - beskrivende, morsom og så perfekt at man kan se Michael Milton for sig.
Verden ifølge Garp er sjov på sin egen måde uden nogensinde at være latterlig. Den er samtidig meget følelsesladet og Garps meget korte liv er ikke en dans på roser. Faktisk sker der utrolig mange ting og jeg nåede både at blive ked af det, forarget, fascineret, imponeret og glad. Jeg kan kun give bogen mine varmeste anbefalinger!

Som en lille sidenote er der et citat omkring Dostojevskij i Verden ifølge Garp som helt perfekt beskriver min følelse da jeg læste Ynglingen:

Den mindede ham vagt om russiske fortællinger fra det nittende århundrede, hvis hovedperson tit er en ubeslutsom nøler, for hvem alting i det praktiske liv mislykkes, men Garp syntes dog, at Dostojevskij kunne bibringe en vis interesse for den slags stakler... (s. 97)