Forfatter: Cassandra Clare
Serie: The Mortal Instruments #5
Forlag: Walker
Sider: 546
Udgivelsesår: 2012
Læst på: Engelsk
Dansk titel: De fortabte sjæles by
Kilde: Kindle
Læs først: Dæmonernes by, City of Ashes, City of Glass og City of Fallen Angels.
Dæmonen Lilith er blevet tilintetgjort, og Jace befriet fra fangenskab. Men da Skyggejægerne kommer, finder de kun blod og glasskår. Ikke kun ham, Clary elsker, er forsvundet. Det samme er også ham, hun hader: hendes bror Sebastian, som er opsat på at tvinge Skyggejægerne i knæ.
Jace kan dog ikke holde sig fra Clary. Da de mødes igen, opdager Clary til sin rædsel, at Lilith har besat Jace - han og Sebastian er nu bundet til hinanden, og Jace er blevet det ondes tjener. Klanen er fast besluttet på at ødelægge Sebastian, men man kan ikke skade den ene dreng uden at ødelægge den anden.
Mens Alec, Magnus, Simon og Isabelle tyer til de nådesløse våbenproducerende Jernsøstre, spiller Clary et farligt spil helt alene. Prisen for at tabe det er ikke blot hendes eget liv, men også Jaces sjæl. Hun er parat til at gøre alt for Jace, men kan hun stadig stole på ham? Eller er han for alvor fortabt? Hvilken pris er for høj at betale selv for kærligheden?
***
Jeg burde måske snart anderkende, at The Mortal Instruments serien bare ikke er noget for mig. Heller ikke denne gang imponere Cassandra Clare mig med sin evne til at skrive litteratur. City of Lost Souls er simpelthen for lang og for langsom. Der er for meget gentagelse fra tidligere bøger, for meget beskrivelse vi allerede har fået før og så virker den ekstra lang fordi der er så mange forskellige sidehistorier, der alle sammen skal følge med. Der går derfor ekstra lang tid, før der faktisk sker noget. De mange forskellige synspunkter fungerer bare ikke særlig godt, når historierne hele tiden bliver afbrudt med små cliff-hangers, som man når at glemme før man kommer tilbage til netop den historie.
Flere af personerne går mig på nerverne i City of Lost Souls, men 'heldigvis' er det primært personer, jeg egentlig ikke brød mig om i forvejen. Både Clary og hendes mor er hamrende åndssvage og tager det ene dumme valg efter det andet - og det er altså virkelig svært at holde af en bog, når du 70 % af tiden sidder og sukker dybt og ryster på hovedet. Jeg kan til nød forstå Maias beslutningen, selvom jeg virkelig ikke kan forstå Cassandra Clares interesse i at gøre alle stærke kvinder i historien til små forelskede skvat, hver gang en fyr rører dem. Og jeg kan slet ikke forstå hendes fascination af bror/søster-kys!
Jeg elsker simpelthen Alec's slutningen (og generelt hele hans historie). Jeg er så ligeglad med, hvad der sker med Jace og Clary, for jeg er virkelig træt af deres kvalmende kærlighedserklæringer, men Alec og Magnus's kærlighed er mere ægte og mere nede på jorden. Jeg forstår Alec's problemer og hans valg, selvom jeg langt fra støtter dem. Men han er, sammen med Magnus, helt sikkert min favorit person.
Jeg har selvfølgelig planer om at læse den sidste i serien, når jeg nu er nået så langt, men jeg er langt fra imponeret over serien som helhed. Som jeg allerede har skrevet et par gange, vil jeg til en hver tid anbefale The Infernal Devices serien i stedet!
Mulige spoilers:
Jeg synes, der er nogen få uoverensstemmelser i Cassandra Clares to serier, som jeg nok ikke ville have tænkt over, hvis jeg ikke havde læst serierne så tæt på hinanden. Blandt andet er der problemet med runer på dæmoner, hvilken ikke kan lade sig gøre i TID på Tessa, men som sagtens kan lade sig gøre på Sebastian selvom hans dæmonblod 'brænder hans menneskelighed ud'. Desuden er der hele parabatai-delen, der er vidt forskellig i TID og TMI. I TID er båndet mellem Jem og Will helt ekstremt tæt, hvor imod Alec og Jace bare virker som venner. I TMI mener flere af personerne også at Jace er død, til trods for at de jo bare kan spørge Alec eftersom han kan mærke, hvis hans parabatai dør. Men generelt spiller Jace og Alec's parabatai-forhold ikke en særlig stor rolle og virker faktisk utrolig ligegyldig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar