The Ocean at the End of the Lane - Neil Gaiman

Originaltitel: The Ocean at the End of the Lane
Forfatter: Neil Gaiman
Serie: -
Forlag: Headline
Sider: 248
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Ikke oversat
Kilde: Købt







Første sætning: It was only a duckpond, out at the back of the farm.

***

Sussex, England. En middelaldrende mand vender tilbage til sit barndomshjem efter at have deltaget i en begravelse. Selvom huset han levede i er væk for længe siden, bliver han tiltrukket til gården for enden af vejen, hvor han, da han var syv, mødte den mest bemærkelsesværdige pige, Lettie Hempstock, og hendes mor og bedstemor. Han har ikke tænkt på Lettie i årtier og alligevel kommer den glemte fortid tilbage til ham, da han sidder ved dammen (som hun sagde var et hav) bag det faldefærdige gamle bondehus. Og det er en fortid for underlig, for skræmmende og for farlig til at være sket for nogen, mindst af alle en lille dreng.

40 år tidligere begik en mand selvmord i en stjålen bil ved denne gård for enden af vejen. Som en gnist på fyrværkeri tændte hans død en fakkel, der gav genklang på de mest umulige måder. Mørket blev frigjort, noget skræmmende og gennemført uforståeligt for en lille dreng. Og Lettie - magiske, trøstende, klogere end sin alder - lovede at beskytte ham ligegyldigt hvad.

***

Det tog mig en del længere tid at læse The Ocean at the End of the Lane end jeg troede det ville. Jeg har hørt så meget godt om den, men alligevel var mine forventninger ikke særlige store, for magisk realisme er ikke lige den genre jeg holder mest af - ofte synes jeg simpelthen det er for underligt. Langt hen af vejen var jeg overbevist om, at det var en fejl at jeg begyndte på den, for ærligt så kedede den mig. Men lige pludselig tog historien fat og jeg var grebet.

Præcis som stort set alle andre, der har læst Neil Gailman er jeg virkelig imponeret over sproget. Det er så levende, så smukt og så medrivende. Beskrivende, men aldrig kedeligt. Så fantasifuldt og samtidig så enkelt. Det er virkelig fantastisk.

Historien starter med en middelaldrene mand, der tænker tilbage på sin barndom, men jeg glemte lynhurtigt forhistorien og blev helt overrasket i slutningen, da vi pludselig er tilbage i nutiden. Drengens historie er så spændende og samtidig dybt forunderlig. Barnets syn på verden er så magisk og naivt, men som voksen læser er man ikke i tvivl om virkeligheden bag og den er ikke altid køn.

'I'm going to tell you something important. Grown-ups don't look like grown-ups on the inside either. Outside, they're big and thoughtless and they alway know what they're doing. Inside, they look just like they always have. Like they did when they were your age. The thruth is, there aren't any grown-ups. Not one, in the whole wide world.' (s. 152)

Jeg var mest imponeret over slutningen af bogen. Der bliver sat spørgsmålstegn ved hukommelsen, barndsommens eventyrskær, voksenslivets forglemmelser. The Ocean at the End of the Lane er en bog om et barn og barndommens eventyr og skræmmebilleder, men er så absolut en bog for voksne.