Forfatter: Helle Ryding
Serie: Morganas Kilder #1
Forlag: Borgen
Sider: 351
Udgivelsesår: 2005
Læst på: Dansk
Dansk titel: Den Sorte Ravns forbandelse
Kilde: Ejer
Elisa bliver som spæd efterladt på Svaneborg i en kurv, hvori der også ligger en stor bunke guld. Brevet, der skulle have været afleveret også, forsvinder. Ejeren af Svaneborg, Grev Ulrich, tager Elisa til sig, men opdager ikke, at køkkendamen/husholdersken Rigmor har taget guldet.
Som 12-årig er Elisa en usædvanlig klog pige. Hun taler flydende olddansk og latin, selvom hun aldrig har gået i skole og hun kender alt til stjernernes præcise placering, selvom hun ikke ved hvorfor. Hun kan bare mærke det. Hun bliver undervist af Leander, der også fungerer som en slags skovfoged på Svaneborg.
Men pludselig ændres alt for Elisa. En mærkelig mand kommer til Svaneborg, kattene begynder at tale og Leander opfører sig mere og mere underligt. Oveni dette opdager Elisa, at hun har kræfter, hun ikke helt har styr på og mosefolk og svartalfer begynder at rumstere i kulisserne.
***
Da jeg første gang faldt over denne serie, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg var nødt til at læse den. Jeg er en sucker for danske myter og jeg blev glædeligt overrasket over at finde en dansk fantasy bog med myter som baggrund.
Det lød som den perfekte bog og langt inde i den var jeg virkelig imponeret. Universet var fantastisk; de red rundt, skød med bue og pil og lavede selv deres salver af urter. Et middelalderligt miljø, hvilket jeg oftest foretrækker i mine fantasy bøger. Stor var min skuffelse, da jeg opdagede at bogen foregår i nutiden! Pludselig var der snak om biler, København og Svaneborg var åbenbart et kursted. Det havde jeg fuldstændig misset og det ødelagde bogen ret kraftigt for mig.
Det hjalp så heller ikke på sagen, at Elisa er den mest irriterende hovedperson. Godt nok er hun kun 12 år, men hun er bare så vanvittig barnlig og utålmodig, at hun drev mig til vanvid. Jeg tror, bogen er henvendt til et yngre publikum end mig, men jeg ved at jeg også ville have hadet Elisa selv da jeg var 12 år gammel. Det er bare sådan, jeg er! Generelt er historien udmærket, omend en smule kedelig. Det kan dog sagtens have noget at gøre med, at der ikke var nogle overraskelser, men derimod et ret gennemskueligt og sødt plot.
Bogen har dog en ting, der virkelig hiver den op; til trods for den irriterende hovedperson og den lidt langsomme historie, havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig. Den er så utrolig velskrevet og sproget er 'varmt', hyggeligt og klinger så utrolig smukt. Helle Ryding kan uden tvivl noget med ord, så selvom historien måske ikke fangede mig 100 %, skal serien helt sikkert læses færdig.
Andre anmeldelser af bogen kan findes hos:
Michelle fra Boglabyrinten
Sus fra Susbogblog
Marie fra Læsehesten
Kathrine fra Bøger på tværs
Klik på her, hvis du har spørgsmål til Helle Ryding.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar