Efterfødselsberetning

Dette indlæg er meget personligt indlæg og det kan være grænseoverskridende at læse da det bl.a. indeholder snak om blod, så læsning er på eget ansvar ;)

Fik I læst mit indlæg om fødslen? Så ved I at det var en ret hurtig og nem fødsel (siger man - jeg synes det var utrolig smertefuldt!). Desværre er jeg åbenbart sådan en type, der gerne vil have lidt drama, så det fik jeg da efterfølgende skabt!

Da vi kom over på patienthotellet, fik vi kontaktet familien og de nærmeste venner og fik fortalt dem at de var velkomne til at besøge os mellem 19 og 20 samme aften og både Mandens forældre, min mor, alle mine søstre og BedsteVeninden bekræftede at de ville komme. Vi brugte lidt tid på at beundre babyen og så bestemte jeg mig for at jeg ville have et bad. Jeg blev nemlig ved med at bløde ret meget og en fødsel i sig selv er en ret svedig affære! Da jeg kom ind i badet, væltede det ud med blod og vi bestemte os for at tilkalde jordemoderen og få at vide om det var normalt. Hun virkede ikke så bekymret, men sagde til mig at hun kunne skaffe mig nogle piller, der kunne få min livmoder til at trække sig sammen. Vi blev enige om at vente og vi gik op i restauranten for at få lidt at spise. Vi havde ikke mere end lige fundet mad, før jeg kunne mærke en ordenlig skylle blod, så jeg gik ned til jordemoderen for at få pillerne, mens Manden blev deroppe med baby.

Jordemoderen gav mig pillerne og tog mit blodtryk, der var en smule for højt, og bad mig lægge mig på sengen i 20 minutter og så ville hun komme tilbage og tjekke til mig. Da hun kom tilbage, lå jeg på sengen og rystede fuldstændig vildt - jeg kunne slet ikke styre det - og jeg frøs helt vildt. Hun forsøgte at få mig til at slappe af, uden held, og endte med at tilkalde en sygeplejerske og en portør. Hun tog igen mit blodtryk, der var steget og hun fik fat i Manden, der kom ned med baby. Jeg kom over i en anden seng og blev kørt over på fødegangen igen, ind i et lille bitte undersøgelsesrum, hvor der ikke var plads til Manden. Han blev derfor sendt ind i et andet rum, mens ikke mindre end 7 mennesker stod rundt om min seng og gik i krig med mig.

Jeg fik lagt venflon i begge hænder (på min venstre hånd måtte de stikke flere gange, fordi mine årer åbenbart er som spaghetti!) og stukket i begge lår, fik taget blodtryk et par gange og taget blodprøver og fik en masse piller (men jeg måtte ikke få særlig meget vand til, fordi jeg skulle være så fastende så muligt, hvis det skulle ende i operation). Jeg rystede stadig helt vildt og var dækket af dyne fordi jeg frøs, men efterhånden som de stak mig, begyndte det at føles som om dele af min krop brændte i stedet. Især mit ansigt var slemt, så den søde lægestuderende blev sat til at give mig kolde, våde klude på panden. Samtidig havde jeg en jordemoder til at tale beroligende til mig, få mig til at trække vejret ordentlig og forsøge at slappe så meget af at rystelserne stoppede - det tog dog virkelig lang tid før jeg holdt op med at ryste, for jeg kunne overhovedet ikke styre det. Men jordemoderen var virkelig fantastisk til at få mig til at koncentrere mig om min vejrtrækning og at få gjort min krop tung og afslappet så jeg ikke var så opmærksom på alle nålene, blodtryksmåleren og de mange mennesker, der snakkede hen over hovedet på mig.

Lægen sørgede for at spørge mig igen og igen om jeg stadig var bevidst om alting og jeg bekræftede hver gang, selvom det hele føltes så uvirkeligt. Det var som om alting foregik i en tåge - så mange mennesker, der snakkede om alt muligt, stik her og der, en krop jeg ikke kunne styre og frygten for, hvad der egentlig var ved at ske med mig. Jeg var så fraværende, at jeg ikke engang mærkede da det ene venflon rev sig løs. Jeg opdagede det først, da min dyne var våd!

Flere gange under forløbet pressede lægen på min mave ved min livmoder for at presse blod ud og der kom den ene skylle efter den anden. (I alt regner de med at jeg har mistet lidt over 1.5 liter blod og det er ikke medregnet alt det, jeg mistede inden jeg kom over på fødegangen). Det gjorde hamrende ondt og var voldsomt ubehageligt, men der kom heldigvis mindre og mindre blod ud hver gang. De målte mit blodtryk flere gange og var meget bekymrede fordi det steg og steg, men efter en times tid havde det stabiliseret sig (dog stadig alt for højt, men det steg ikke mere) og de gjorde sig klar til at sende mig ned på intensiv.

I al den tid jeg lå i det lille bitte undersøgelsesrum, sad Manden i et rum ved siden af og havde alle vores gæster derinde. Det er så absolut en af de værste ting ved den oplevelse: at jeg ikke var der, da de allesammen så min lille datter for første gang. Jeg føler stadig, at jeg er gået glip af noget stort og det irriterer mig helt vildt.

Jordemoderen havde været inde et par gange for at informere Manden omkring situationen og inden jeg blev kørt på intensiv fik han mulighed for at komme ind og sige hej. Min mor spurgte om hun måtte komme med og det fik hun lov til. De kom begge ind og gav mig et kram og smilede, men det var ikke længe vi nåede at se hinanden inden jeg blev kørt videre. Manden fortalte senere at min mor græd, da hun kom ud og det er jeg virkelig glad for at jeg ikke så - det ville jeg slet ikke kunne have klaret!

På intensiv lå jeg på dobbeltstue (men alene) og jeg blev tilkoblet en maskine, der holdt øje med mit blodtryk (via pulsmåler på fingeren, tre elektroder på brystkassen og selve måleren på armen, der strammede sammen hver time) og jeg havde stadig venflon i venstre hånd. Der skulle stadig køres en masse gennem drop og da de var i tvivl om det måtte køre i den samme, var de nødt til at lægge venflon i min venstre hånd igen. Der kom en jordemoder ned et par gange for at trykke blod ud af min livmoder, men omkring midnat mente de at det var slut. Der havde jeg to gange været oppe at stå, hvor der igen var væltet ud med blod, så jeg var glad for at få at vide at det var ved at være slut.

Manden fik lov til at komme ned på intensiv til mig sammen med baby og vi sad og snakkede og nød synes af den lille indtil han gik op for at komme i seng omkring 22.30 - han og baby var blevet overflyttet til barselsafdelingen. Jeg faldt i søvn omkring midnat og blev vækket igen omkring kl. 2 fordi der var kom en anden patient ind, der var meget krævende og de ville derfor flytte mig til opvågning så jeg kunne få noget søvn (hvor dumt det end lyder hehe). Næste morgen vågnede jeg ca. kl. 6 fordi jeg skulle have taget blodprøver (igen igen!) og kort tid efter kom Manden ned med baby. Omkring kl. 10 fik jeg lov til at komme op på vores værelse på barselsafdelingen fordi mit blodtryk var acceptabelt og mine blodprøver var fine.

På barselsgangen fik jeg taget blodtryk og blodprøver et par gange i løbet af de næste to dage og mit blodtryk fortsatte med at være udmærket, men min blodprocent var faldet - først 7,6, så 6,7 og til sidst 5,0 - så jeg skulle begynde at tage jern igen og øjeblikkeligt kontakte læge, hvis jeg blev svimmel, fik prikker for øjnene eller havde voldsomt hovedpine. Jeg fik dog heldigvis lov til at tage hjem efter to dage - jeg trængte virkelig til at komme væk fra sygehuset! Og selvom de næste par dage/uger var sindssygt hårde og jeg havde det virkelig dårligt, så har jeg ikke fortrudt det et eneste sekund.

Inden vi kørte hjem, skulle vi have lavet hæl- og høreprøve af babyen, hvilket foregik på patienthotellet. Det var en jordemoder, der foretog det og hun havde læst om min sag og spurgte mig, om der var nogen, der havde fortalt mig hvad der egentlig skete? Jeg svarede nej, men at jeg gerne ville vide det og så fortalte hun det. Jeg synes ærlig talt at det er en smule for dårligt, at der ikke er nogen der har tilbudt det noget før. Jeg havde ikke overskud til at spørge og var faktisk ikke klar over, hvor meget det gik mig på, før jeg blev spurgt! Jordemoderen fortalte at det er forholdsvis normalt at livmoderen ikke kan finde ud af at trække sig ordentlig sammen efter fødslen og at blodtrykket normalt falder når det sker. I mit tilfælde var blodtrykket jo så steget og det kunne de ikke forklare hvorfor - det havde de simpelthen aldrig oplevet før! Men fordi jeg hurtigt gjorde opmærksom på den voldsomme mængde blod og der derfor hurtigt blev gjort noget ved det, skete der ikke noget alt for drastisk. Og skulle jeg føde igen, vil jeg blive indlagt 1 døgn til observation bagefter, for at sikre sig at der ikke sker noget lignende når jeg er kommet hjem og langt væk fra professionelle til at hjælpe mig.

Det blev endnu et langt indlæg, men det har været rart for mig at kunne få oplevelsen skrevet ned og fortalt. Det var en voldsom omgang som påvirkede mig rigtig meget og især 3 ting var specielt hårde: ikke at kunne være med til at præsentere babyen for familien - ikke at kunne tilbringe den første nat med baby og den nybagte far -  og at føle mig komplet magtesløs og virkelig bange for, om det var alvorligt da lægerne snakkede fagsprog hen over hovedet på mig, mens der væltede blod ud af mig. Det skal dog siges at jeg følte, at jeg var i gode hænder og at alle de involverede var virkelig søde.

Hvis I har nogle spørgsmål eller noget, der er skrevet underligt og som skal forklares, så skriv endelig :) Der kommer indenfor alt for lang tid et indlæg om den første tid hjemme - den var nemlig ikke så fantastisk for mig. Tak fordi I gad læse med! :)