Titel: Himlen over Montana
Forfatter: Nora Roberts
Serie: -
Forlag: Lindhardt &
Ringhof
Sider: 730
Sprog:
Dansk
Bedømmelse: 4/5
Fra bagsiden: Da Jack Mercy dør efterlader han sig en kvægfarm, der er tyve millioner dollars værd. Hans tre døtre, der er født i hver sit ægteskab og aldrig har set hinanden før, er nu samlet på farmen i Montana for at dele arven - tror de. Men Jack Mercy er lige så usympatisk efter sin død som i levende live: før de tre søstre kan arve, skal de i et helt år bo under samme tag og drive farmen.
Stemningen er hidsig, for kvinderne er så forskellige som nat og dag, men begivenheder af langt mere dyster karakter tvinger dem til at overvinde vanskelighederne. En kat blive dræbt og lægges ved døren, en kalv bliver stukket ihjel, og da liget af en ung kvinde bliver fundet ved hovedhuset, ser det for alvor faretruende ud. Hvem bliver den syge morders næste offer? Heldigvis huser Montana også modige og ærlige mænd, der hjælper de tre søstre med både kvæget, morderen og hjerternes længsler.
Jeg kan ligeså godt indrømme det: Jeg er en sucker for chick-lit og romantiske bøger, så længe de er velskrevne og har en ordentlig historie. Og det har Himlen over Montana.
Bogen minder lidt om diverse lægeromaner med dens tilgang til kærlighed og sex. Her er Mænd med stort M - barske, sexede, overbeskyttende og besidderiske. Men under overfladen gemmer sig dybe følelser og ægte omsorg. Kvinderne er selvstændige og kan og vil det hele selv, men som samtidig smelter i armene på Mændene.
De tre søstre er så forskellige som man overhovedet kan blive i deres livsstil og valg, men samtidig rummer de alle tre mere end man først skulle tro. Det er hårdt for dem alle at skulle bo sammen og især for den yngste, Willa, der har boet på farmen med faderen og forventede at skulle overtage driften.
Montanas bjerge og vidder lægger landskab til og er smukt beskrevet og livet på farmen er troværdigt og barsk.
Himlen over Montana er samtidig en krimi, hvor Nora Roberts på forhånd har givet flere mistænksomme typer, men hvor især en træder ud og virkelig påtager sig rollen som 'bad guy'. Bogen tager dog et twist, hvilket kun gjorde den bedre.
Det er ikke en bog, der kræver alverdens tænkning, men den er underholdende, charmerende og medrivende. Det er absolut ikke sidste gang, jeg læser noget fra Nora Roberts' hånd!
Hej. Det lyder muligvis lidt mærkeligt men har du denne bog selv? Og er du interesseret i at sælge den? Jeg er meget interesseret i at købe den. Og vil gerne både betale den og porto.
SvarSletMvh. Camilla Pedersen
Hej :)
SletDesværre ikke - det var et bibliotekslån.