Forfatter: Marian Keyes
Serie: Walsh Family #2
Forlag: Cicero
Sider: 384
Udgivelsesår: 2005
Læst på: Dansk
Dansk titel: Rachels ferie
Kilde: Købt
Læs også: Vandmelonen
Rachel Walsh er midt i tyverne. Hun bor i New York og er vild med Luke Costello, også selv om han går klædt som en skuespiller i en gammel westernfilm. Og så er hun ret glad for euforiserende stoffer.
Hendes familie og den veninde, hun deler lejlighed med, mener, at hendes stofmisbrug er kommet fuldstændig ud af kontrol. Så de overtaler hende til at tage med hjem til Irland og tvangsindlægger hende på en afvænningsklinik langt ude på landet. Rachel er ude af sig selv af raseri over denne utidige indblanding: Hvad bilder de sig ind!? Kan hun måske ikke selv styre sit liv??
På den anden side, tænker hun, er afvænningsklinikker jo berømte for deres celebre ´gæster´; rockstjerner, skuespillere og andet godtfolk, der også har sniffet en bane kokain for meget. Og det ville måske gøre godt med en lille luksusferie...
Rachel bliver støt og roligt ført fra stofmisbrugets tåger og ind i voksenlivet, via en kærlighedshistorie eller to, og opholdet bliver ikke helt så glamourøst, som Rachel havde forestillet sig det.
***
En af de ting, jeg allerbedst kan lide ved Marian Keyes er hendes evne til at tage et virkelig alvorligt problem og få det til at være let og spændende at læse om, uden nogensinde at miste dybden og seriøsiteten (er det et ord?).
Rachel virker utrolig overfladisk i starten, men gennem en blanding af flashbacks og hendes oplevelser på Cloisters lærer man hende bedre at kende og hun viser sig at være en ret interessant hovedperson. Hendes forhold til de andre beboere på Cloisters er godt beskrevet og virker realistisk - selvom jeg ikke helt forstår, at et afvænningssted serverer så mange chokoladekiks!
Jeg savner lidt det tætte forhold der er med familien i Vandmelonen, men heldigvis er der besøg fra dem en gang i mellem. Det bliver aldrig helt det samme, men man fornemmer alligevel at hun har været tæt med familien tidligere og at de stadig er der for hende, men at det er en kamp, hun er nødt til selv at kæmpe.
Man kan godt fornemme at det er chicklit, for stemningen er let og humoren er i top, men alligevel rummer den mere end først antaget og hele kampen mod misbruget og de forskellige skæbner er virkelig spændende. Det er ikke min favorit af Marian Keyes bøger, men det er heller ikke den værste hun har skrevet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar