Forfatter: Helle Ryding
Serie: Klintespind #1
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sider: 416
Udgivelsesår: 2011
Læst på: Dansk
Dansk titel: Serpina
Kilde: Lånt
Klintekongen Mithram hersker over de mægtige kridtklinter i landet Soria og bor med sine ni døtre i sin borg inde i klinten, hvor der er en frodig have og evig sommer. Han hjælper landets rigtige konge med at forsvare Soria mod fjender fra havet. Men han er også berygtet for sine vilde natteridt ud i landet med sin flok af døde krigere. Og han er frygtet for sin grusomme afstraffelse af de unge mænd, der sniger sig til et glimt af hans mange smukke døtre, der drager ud om natten som præstinder for at hjælpe de syge.
Kongens ottende datter, Serpina, er en egenrådig ung pige, der ser op til sin far, men dog ikke altid retter sig efter hans mange forbud. Især det der drejer sig om ikke at måtte tale med fremmede mænd. De ni døtre er – hvis de har bestået vandånden Undinens prøve – usårlige mod alt undtagen slangesværdet, et våben, der bliver båret af en dødsensfarlig fjende, som deres far konstant advarer dem mod. På hver af pigerne bor en edderkop, som hjælper dem med at spinde magiske spind, og som også er en ven, der altid er i nærheden.
Men den gamle ærkefjende lurer på sin chance for at trænge gennem Kong Mithrams solide barrierer. Serpina og hendes søskende fristes til at overtræde nogle af deres fars forbud, og pludselig er de alle ni en del af et farligt spil, der bliver helt anderledes skæbnesvangert, end det først ser ud til.
***
Jeg var ikke synderlig imponeret over Den Sorte Ravns forbandelse, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at læse Serpina, for den lød simpelthen så spændende. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet!
Serpina er ikke den mest fantastisk hovedperson. Hun havde virkelig mange træk, der irriterede mig og hun virkede så umoden og besværlig. Heldigvis bliver hun udsat for så mange ting i bogen, der er med til at modne hende, at jeg faktisk begyndte at holde af hende omkring 2/3 inde i bogen. Forvandlingen er helt fantastisk og selvom den er så massiv, virker den realistisk.
Historien starter ud stille og rolig, men tager efterhånden fat og trækker læseren dybere og dybere ind i det fantastiske univers. Jeg kan godt lide, de forhold der bygges op mellem Serpina og flere af de andre personer. Det er troværdigt og interessant.
Som den ældste i en søskende flok på fem piger, må jeg indrømme at Helle Ryding virkelig har formået at fange essensen af familien. Jeg kan kende så meget fra historien og jeg sad flere gange og grinede højt - det var en fryd at læse om. Desuden er jeg ret vild med Klintekongen. Han er så menneskelig i sine følelser og sine handlinger, men hans overnaturlige kræfter gør ham farlig, utilregnelig og samtidig en rigtig spændende person at læse om. Han er uden tvivl min yndlingsperson og selvom jeg synes han handlinger var for voldsomme (han er Klintekongen, selvfølgelig er de voldsomme), synes jeg ofte han er berettiget og bliver misforstået af sine døtre - men det er vel en faders lod :)
Helle Ryding har skabt en fantastisk historie og gjort de gamle sagn og legender til sine egne. Bogen er velskrevet og hyggelig og kan klart anbefales, hvis du også har lyst til at give dig i kast med lidt dansk litteratur!
Læs også anmeldelser af Serpina hos:
Michelle fra Boglabyrinten
Sus fra Susbogblog
Marie fra Læsehesten
Kathrine fra Bøger på tværs
Har du spørgsmål til Helle Ryding? Klik her og spørg hende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar