Blogtour: Ukendt tekst fra Den Sorte Ravns forbandelse

I dag kan man vinde Morganas Kilder hos Kathrine, så tag og smut derover og deltag! :)

***

Jeg har været så heldig, at få lov til at udgive en tekst, der skulle have været i den oprindelige bog, men som blev cuttet fra. Teksten kan være afslørende, hvis man ikke har læst Den Sorte Ravns forbandelse, men det har jeg heldigvis og jeg er helt vild med den her tekst. Jeg kan godt forstå, at den blev skåret fra, men samtidig giver den bare et endnu bedre indblik i, hvor fantastisk klog Elisa er og hvor skøn Gammelhorn er!

***

Denne scene blev i sin tid skrevet til Den Sorte Ravns forbandelse. Det er en samtale mellem Elycia (som stadig er Elisa) og kunstmaleren Gammelhorn. Samtalen finder sted, efter at Gammelhorn har vist sit maleri af Elycia frem i Riddersalen. Både Gammelhorn, Gorwe og Elycia har hver især opdaget, at Elycias guldring er kommet med på Gammelhorns maleri af hende, uden at han selv har malet den. Gammelhorn har haft sin gang på Svaneborg i mange år og har selvfølgelig gættet, at Elycia er noget ganske særligt. Nu er han bange for, hvad Gorwe er ude på. Scenen her lægger op til Elycias møde med Gorwe, da hun sent om aftenen sniger sig ud i æblehaven for at redde hans høg. Den blev taget ud af flere grunde. Blandt andet fordi den røber for meget om Gorwes onde hensigter, som Gammelhorn jo ikke kan sidde overhørig, og den tager også overraskelsesmomentet fra scenen i æblegården. 

*

Elisa fandt Gammelhorn i havestuen, hvor han sad ved vinduet og tegnede. Han hilste hende med et smil og lagde skitseblokken fra sig.

     – Det var godt, du kom. Der er noget, jeg gerne vil vise dig! sagde han dæmpet for ikke at forstyrre de andre gæster.

     – Der er også noget, jeg vil vise dig, hviskede hun stakåndet. – Der var en ring på billedet. Det er ikke dig, der er tosset!

     Gammelhorn spærrede øjnene op.

     – Kom med! bad han og trak hende diskret i ærmet.

Han tog hende med op til astronomiværelset i vestfløjen og skubbede døren til. ”Himmelrummet” blev værelset kaldt, fordi der stod en fin, gammel stjernekikkert, og fordi reolerne var fulde af måleinstrumenter og astronomiske bøger.

     – Nu skal du bare se…! Nu skal du bare se…!

     De talte i munden på hinanden. Gammelhorn lo.

     – Damerne først! Hvad er det, du vil vise mig, Elisa?

     – Jeg vil vise dig, at det ikke er dig, der er tosset. Det er Gorwe, der lyver.

     Hun så sig vagtsomt omkring. Så trak hun i kæden, så guldringen kom til syne. Gammelhorn faldt ned i en lænestol.

     – Har du haft den på dig hele tiden?

     Elisa nikkede.

     – Jeg må ikke vise den til fremmede. Men jeg synes ikke, at du er en fremmed.

     Hun lod Gammelhorn studere ringen.

     – Det er sandt. Det er den ring, der dukkede op på dit portræt, konstaterede han.

     – Gorwe lyver, sagde Elisa. – Jeg ved, at han så ringen på billedet. Det er ondskabsfuldt af ham at lyve om det.

     – Ja! Underligt er det i det i hvert fald, mente Gammelhorn. - Måske er Gorwe bange for, at Ulrich skal tro, at han er lige så skør som mig?

     – Det var ikke kun det, indvendte Elisa. – Han prøvede på at gøre dig og onkel Ulrich uvenner! Du havde ret i, at han er sådan en, der prøver at gøre os alle sammen uvenner!

     Gammelhorn trillede tænksomt overskægget.

     – Men det forklarer ikke, hvad der er sket med maleriet! Elisa, kan du fortælle mig, hvordan din ring kan dukke op, uden at jeg har malet den?

     Elisa tøvede.

     – Jeg tror, at den er kommet, fordi den er min talisman.

     – ”Talisman”, Gammelhorn smilede. – Ethvert andet barn på din alder ville have sagt ”kendetegn”. Du er ikke helt almindelig, Elisa. Du taler gamle og svære sprog, og du er en mester til matematik. Jeg begriber ikke, hvordan du har nået at lære så meget på bare tolv år. Det skulle såmænd ikke undre mig, hvis det viser sig, at du også kan læse runer og sanskrit.

     – Runer er nemme, svarede Elisa henkastet. – Til gengæld roder jeg lidt rundt med sanskrit. Bøjningerne er ret svære at holde ud fra hinanden.

     Gammelhorn så på hende med et dybt blik.

     – Det forekommer mig i grunden slet ikke så sært at dit portræt også opfører sig usædvanligt, sagde han. – Og nu er din talisman altså dukket op på maleriet, fordi jeg ikke havde fået den med i første omgang?

     – Noget i den retning, nikkede Elisa. – Det er også mig, der har fået hende til at flytte sin hånd, så ringen ikke kan ses. Jeg er ked af, at jeg har ødelagt maleriet.

     – Ødelagt maleriet! Jeg er da ligeglad med det maleri. Men jeg er ikke ligeglad med dig! Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde malet det. Er det mig, der har sat dette her i gang?

     Elisa tænkte på Elycias hemmelighedsfulde smil.

     – Måske er det mig! svarede hun lavmælt.

     Hun satte sig på armlænet af Gammelhorns stol. Han klappede hende på hånden.

     – Forklaringen er nok bare den, at jeg selv har malet portrættet, sådan som det er, foreslog han. – Kæden med ringen har jo hængt om din hals hele tiden. På et eller andet tidspunkt må jeg have set dit smykke, og så har jeg malet det uden at tænke nærmere over det. Sådan hænger det nok sammen.

     – Jah, svarede Elisa. – Sådan hænger det nok sammen.

     Men de sad hver for sig og grublede. Det stod klart for dem begge, at med så mange løse tråde var der ikke noget, der kunne hænge sammen.

     Gammelhorn rejste sig og gik over til arbejdsbordet, hvor der lå adskillige bøger om stjernenavigation.

     – Nu skal du se, hvad det er, jeg ville vise dig, sagde han. – Jeg har holdt øje med Gorwe i løbet af eftermiddagen, og det har været meget interessant. Han opbevarer en masse spændende ting i sin kasse her.

     Uden videre trak han et stort træskrin hen til sig og åbnede det. Øverst lå et sammenfoldet kort, som han tog op. Nedenunder lå der fine, gamle måleinstrumenter, passere, linealer og et lommeur af guld.

     – Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad han har for, sagde Gammelhorn og bredte kortet ud på bordet. – Gorwe har siddet og sukket over kortet her og har kæmpet med at lave en masse beregninger. Det har været den rene ynk at se på. Han pakker omhyggeligt kortet og instrumenterne væk, hver gang han forlader rummet. Har du forstand på stjernekort?

     – En lille smule, svarede Elisa beskedent og bøjede sig over kortet.

     Gorwe havde arbejdet med stjernebilledet Firbenet, der ligger i et siksakmønster imellem Cassiopeia og Svanen. På et stjernekort, der var så detaljeret som dette, var det ikke helt nemt at finde de stjerner, som hørte til hvert enkelt stjernebillede. Men Elisa pegede med lethed Firbenet ud for Gammelhorn. Med blyantcirkler havde Gorwe markeret en gruppe af stjerner, som han tilsyneladende forsøgte at beregne positionerne for. Nederst på kortet var en position angivet med bogstavet S.

     – Han får aldrig noget til at passe, hvis han følger kortet her, konstaterede Elisa. – Det er mere end hundrede år gammelt. Jeg kan se, at han navigerer efter et fast sted her på jorden, men stjernehimlen forskyder sig adskillige buesekunder hvert år. Det betyder, at beregningerne bliver unøjagtige, når han bruger et kort, der er så gammelt.  

     Hun pegede på Gorwes udtværede markeringer.

     – Hvis S’et står for ”Svaneborg”, så er det markeret alt for upræcist. Positionen er forskubbet flere kilometer. Og han har også glemt at korrigere for, at vi har sommertid lige nu.

     – Det har du god forstand på, sagde Gammelhorn fornøjet. - Stjernenavigation er ellers en vanskelig kunst. Grevinde Rosamunde var også utrolig dygtig til det, men det ved du nok allerede. Her på Svaneborg har man altid interesseret sig meget for astronomi. Han lod hånden glide henover stjernekikkertens blanke messing. – Gorwe hører derimod til dem, der slet ikke har let ved det, fortsatte han. – Men jeg stoler ikke på ham. Det bekymrer mig, at han er så ihærdig med sit stjernekort. Skal vi ikke rette lidt i hans tal, så han ikke kommer frem til et rigtigt resultat foreløbig?

     Elisa lo. Hun kunne ikke forestille sig bedre underholdning end at drille Gorwe. Og endda med Gammelhorn som sammensvoren.

     – Jeg kan efterligne hans tal, så han tror det er hans egne, foreslog Gammelhorn. – Og hvis du kan finde på nogle positioner for noget af det, han arbejder med, som virker sandsynlige – men naturligvis er helt forkerte – så kan han spilde mange timer endnu.

     – Der er ikke nogen stjerner af betydning indenfor det område, han er i gang med, vurderede Elisa. – Firbenets hale slår et knæk lige der, hvor han arbejder med positionerne. Men det kan være, at han er kommet til at spejlvende stjernebilledet i sine beregninger, for i den modsatte side af knækket er der et sort hul.

     – Et sort hul? spurgte Gammelhorn interesseret. – Kan man se det?

     – Nej, man kan ikke se et sort hul. Det er som at lede efter en ravn i mørke, svarede Elisa. – Det er energien uden om det sorte hul, man kan se. Galaksen i Firbenet skifter lysstyrke hele tiden, netop på grund af energiudladningerne fra det sorte hul. Måske synes en amatørastronom, at det er spændende at kigge på?

     Gammelhorn pustede ud af lettelse.

     – Det kan jo godt være, at jeg tager fejl. Måske er Gorwe bare en dårlig amatør, der forsøger at komme til at se energien fra et sort hul i aften.

     Elisa så på kortet igen. Gorwe lavede ikke bare beregninger for en enkelt stjerne. Han forsøgte at beregne det indbyrdes forhold mellem elleve stjerner, så de dannede et samlet felt. Samtidig forsøgte han at regne sig frem til et punkt, der befandt sig et sted inden i stjernefeltet. Papiret var helt tyndslidt, fordi tallene var blevet visket ud og ændret mange gange.

     Elisa rynkede panden og koncentrerede sig om at se stjernerne for sig inde hovedet. Med ét så hun forskrækket op.

     – Gammelhorn! udbrød hun. - Ved du, at en stjerne er lige så enestående og unik som et fingeraftryk? Lyset brydes i den på en måde, der gør den forskellig fra alle de andre. Ikke to stjerner på himlen er ens.

     – Det vidste jeg ikke, svarede Gammelhorn mildt. – Men jeg tror dig.

     – De elleve stjerner, som Gorwe har markeret på kortet, minder om hinanden i deres måde at lyse på. Han må have udvalgt hver af dem meget omhyggeligt. Når jeg ser dem for mig, og hvis jeg prøver at tænke mig en forbindelse imellem dem, så … så danner de faktisk et mønster.

     Gammelhorn fór op.

     – Hvilket mønster? spurgte han uroligt. – Hvad er det, du kan se, Elisa?

     Elisa pegede stjernerne ud på kortet.

     – Hvis jeg trækker en linie imellem de stjerner, han har sat ringe om, så danner de tilsammen en tredimensionel figur. Det ligner en fugl. En … en ravn, tror jeg. Gorwe har vanskeligt ved at regne sig frem til det tolvte punkt. Men jeg kan se, at det befinder sig lige i hjertet på ravnen. Det er da underligt, synes du ikke?

     – Jo, det er rigtig ubehageligt! Gammelhorn nikkede med en foruroliget mine. – Jeg synes ikke om, at hans markeringer ligner noget som helst. Giv mig nogle tal i en fart, så jeg kan rette i hans elendige kort. Han skal ikke have en eneste chance for at lave numre!

     Gammelhorn havde nær knækket blyanten, så ophidset var han.

     – Hans tal gælder for klokken 23.45 i aften, sagde Elisa med et blik på Gorwes ubehjælpsomme udregninger. – Vi kan ændre halvdelen af dem til klokken 23.15 i stedet for. Det vil han ikke lægge mærke til. Og så vil det ikke engang hjælpe ham, hvis han kommer i tanke om, at hans guldur er stillet til sommertid. Tværtimod tror jeg, at det vil gøre beregningerne endnu vanskeligere for ham. Hvis han altså opdager det.

     – Det gør han! Det skal jeg nok sørge for, mumlede Gammelhorn ophidset.

     Elisa skrev hurtigt nogle regnestykker ned på et stykke papir. Gammelhorn så fascineret på hende, for de var lange og indviklede og fulde af matematiske tegn og symboler. Derpå viskede han forsigtigt Gorwes tal ud og skrev Elisas ind på kortet med en skrift, der kunne have været Gorwes egen.

     – Det er næsten overflødigt, sagde Elisa. – Hans udgangspunkt er i forvejen helt forkert.

     Gammelhorn blinkede til hende.

     – Man ved aldrig! Desuden har jeg en djævelsk lyst til at drille ham.

     Derpå pakkede han omhyggeligt Gorwes kort sammen og lagde alt på plads, som det havde været, da de kom.

Har du spørgsmål til Helle Ryding? Klik her og spørg løs.