Forfatter: Andrea Cremer
Serie: Nightshade #2
Forlag: Tellerup
Sider: 364
Udgivelsesår: 2011
Læst på: Dansk
Dansk titel: Ulveskæbner
Kilde: Købt
Køb den: BD | Amazon | Kindle
Læs først: Natskygger
Calla flygter fra sin hjemby og familie. Hun gør det for at redde Shays liv, men dermed svigter hun også sine kobbelmedlemmer og sin forlovede, Ren. Hun befinder sig nu hos Søgerne.
De vil hjælpe hende med at redde hendes kobbelmedlemmer fra de brutale Vogtere. Men Søgerne har været deres fjender så længe hun kan huske. Tør hun stole på dem ...
***
Jeg er muligvis ret hård i min dom af Ulveskæbner på grund af 'småting', for jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. Men en af de ting, der trækker ned for mig, er at historien starter ud med virkelig mange gentagelser fra Natskygger. Fint nok at læseren lige skal opdateres, men når det bliver gjort ved direkte kopiering fra den tidligere bog og brugt som 'minder' irriterer det mig bare. Vis nu lidt opfindsomhed og omskriv forløbet kort, så jeg ikke skal sidde og genlæse flere sider fra en bog, jeg allerede har læst!
Der er også et par gange, hvor historien ligesom ikke rigtig hænger sammen. Ting, der allerede er blevet forklaret, undrer Calla sig over og følelser, hun har afvist er pludselig til stede. F.eks. finder hun ud af i slutningen af Natskygger (og i starten af Ulveskæbner) at hendes kobbel skal afhøres, men i Ulveskæbner er det pludselig en kæmpe overraskelse for hende og går hende meget på. Desuden synes jeg, at både Shay og Calla stoler på Søgerne lidt for hurtigt, især i betragtning af hvordan den foregående bog sluttede.
Historien er en dog alligevel mere spændende end sin forgænger, fordi der er så meget nyt information omkring hele universet og det er både interessant og sammenhængende. Shay irriterer mig stadig helt vildt og især hans behandling af Calla er åndssvag. Han opfører sig som om hun er en lille pige og ikke Alfa, der kan klare sig selv. Og så irriterer det mig stadig grænseløst at Calla bliver fuldstændig blød og dum hver gang hun bliver rørt ved eller kysset på.
Alligevel kan jeg faktisk godt lide trekantsdramet i Ulveskæbner og det sker ellers forbavsende sjældent for mig. Callas reaktioner og følelser virker realistiske og jeg kan godt lide, at hun ikke bare kaster sig i armene på Shay så snart hun får chancen, men faktisk stadig tænker på Ren uden at det bliver for meget og for overdramatiseret. Det fungerer for mig, fordi hun generelt har svært ved at finde ud af sine følelser - hvem hun egentlig er, hvad hun har gjort og hvem hun kan stole på.
Historien er barsk, men på den gode måde. Der sker voldsomme ting, der kan forventes i en krig, men aldrig uden at være velbegrundet - hvis det giver mening. Jeg er, igen, fuldstændig vild med slutningen og kan ikke vente med at gå i gang med den næste bog. Jeg håber virkelig, at slutningen lever op til mine efterhånden ret store forventninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar