Den første tid

Hvis I er interesseret, kan I læse om fødslen her og tiden lige efter fødslen her. 

Halvanden time efter vi var kommet hjem fra sygehuset, vrimlede det ind med den nærmeste familie. De havde fået lov, men det var ret overvældende alligevel. Jeg var træt, småsvimmel og trængte til ro. Men folk var utrolig søde og tog ret hurtigt hjem så vi kunne forsøge at få det hele til at være en smule normalt. Indtoget af mennesker fortsatte et par dage, fordi alle selvfølgelig skulle se hende. Det gik ret godt, men jeg havde hele tiden en fornemmelse af at stå udenfor min krop og kigge på. Jeg var så træt og det føltes så urealistisk. Dagene var uendelig lange og forsvandt alligevel inden jeg fik set mig om.

I løbet af de første 14 dage græd jeg stort set hver dag. Ikke altid særlig meget. Nogle gange lå jeg bare ved siden af min lille bitte datter og kunne mærke tårerne sile ned af kinderne på mig. Ingen lyd. Andre gange vrælede jeg i badet eller hulkede mig selv i søvn, mens Manden sov lige ved siden af. Jeg græd fordi jeg var overvældet. Fordi jeg var træt. Fordi jeg elskede hende så meget. Fordi det føltes uvirkeligt. Og fordi jeg ikke kunne forestille mig at det nu skulle være min hverdag. Jeg var skræmt fra vid og sans. Nogle gange opdagede Manden at jeg græd og så talte vi om det. Ofte fortalte jeg mine umiddelbare følelser - træthed, utilstrækkelighed og kærlighed. Men han fik mig til at indse at det også havde en del at gøre med min oplevelse på sygehuset. Hvor bange jeg egentlig havde været og hvor meget det påvirkede mig. Han overtog stort set alt husligt arbejde, passede mig op og tog sig af mig. Det var pisse hamrende hårdt, men det blev langsomt bedre og jeg fik nemmere ved at indse at den lille baby ikke skulle nogle steder og at jeg faktisk magtede opgaven langt bedre end jeg havde forestillet mig.

En meget træt mor og en baby, der er trillet væk. (Og de der 400 kr. til ammepude var da totalt godt givet ud!)

Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet igennem den første tid, hvis det ikke havde været for Manden. Jeg kunne ikke hive mig selv op af det hul, jeg var ved at grave, men han hjalp mig. Jeg er dårlig til selv at bede om hjælp og vil helst klare mig selv og jeg er sikker på, at jeg var gået ned med en fødselsdepression (eller en eller anden form for reaktion/depression), hvis det ikke havde været for ham og det var i sidste ende gået ud over min datter.

Men de næste par måneder gik forholdsvis fint. Vi havde et par uheldige omstændigheder - som da vi fandt ud af, at vi sultede vores datter (noget, der stadig gør rigtig ondt at tænke på) - men alt i alt var det en skøn tid. Manden var sygemeldt og vi gik bare rundt i vores egen lille bobbel. Men hverdagen kommer jo altid tilbage og det gjorde den også her.

En hysterisk ung dame, der ikke gider tages billede af og en mor med en del mere overskud