tirsdag den 7. oktober 2014

Den første tid

Hvis I er interesseret, kan I læse om fødslen her og tiden lige efter fødslen her

Halvanden time efter vi var kommet hjem fra sygehuset, vrimlede det ind med den nærmeste familie. De havde fået lov, men det var ret overvældende alligevel. Jeg var træt, småsvimmel og trængte til ro. Men folk var utrolig søde og tog ret hurtigt hjem så vi kunne forsøge at få det hele til at være en smule normalt. Indtoget af mennesker fortsatte et par dage, fordi alle selvfølgelig skulle se hende. Det gik ret godt, men jeg havde hele tiden en fornemmelse af at stå udenfor min krop og kigge på. Jeg var så træt og det føltes så urealistisk. Dagene var uendelig lange og forsvandt alligevel inden jeg fik set mig om.

I løbet af de første 14 dage græd jeg stort set hver dag. Ikke altid særlig meget. Nogle gange lå jeg bare ved siden af min lille bitte datter og kunne mærke tårerne sile ned af kinderne på mig. Ingen lyd. Andre gange vrælede jeg i badet eller hulkede mig selv i søvn, mens Manden sov lige ved siden af. Jeg græd fordi jeg var overvældet. Fordi jeg var træt. Fordi jeg elskede hende så meget. Fordi det føltes uvirkeligt. Og fordi jeg ikke kunne forestille mig at det nu skulle være min hverdag. Jeg var skræmt fra vid og sans. Nogle gange opdagede Manden at jeg græd og så talte vi om det. Ofte fortalte jeg mine umiddelbare følelser - træthed, utilstrækkelighed og kærlighed. Men han fik mig til at indse at det også havde en del at gøre med min oplevelse på sygehuset. Hvor bange jeg egentlig havde været og hvor meget det påvirkede mig. Han overtog stort set alt husligt arbejde, passede mig op og tog sig af mig. Det var pisse hamrende hårdt, men det blev langsomt bedre og jeg fik nemmere ved at indse at den lille baby ikke skulle nogle steder og at jeg faktisk magtede opgaven langt bedre end jeg havde forestillet mig.

En meget træt mor og en baby, der er trillet væk. (Og de der 400 kr. til ammepude var da totalt godt givet ud!)

Jeg ved ikke, hvordan jeg var kommet igennem den første tid, hvis det ikke havde været for Manden. Jeg kunne ikke hive mig selv op af det hul, jeg var ved at grave, men han hjalp mig. Jeg er dårlig til selv at bede om hjælp og vil helst klare mig selv og jeg er sikker på, at jeg var gået ned med en fødselsdepression (eller en eller anden form for reaktion/depression), hvis det ikke havde været for ham og det var i sidste ende gået ud over min datter.

Men de næste par måneder gik forholdsvis fint. Vi havde et par uheldige omstændigheder - som da vi fandt ud af, at vi sultede vores datter (noget, der stadig gør rigtig ondt at tænke på) - men alt i alt var det en skøn tid. Manden var sygemeldt og vi gik bare rundt i vores egen lille bobbel. Men hverdagen kommer jo altid tilbage og det gjorde den også her.

En hysterisk ung dame, der ikke gider tages billede af og en mor med en del mere overskud

8 kommentarer:

  1. Elsker billedet af dig der sover :D Haha

    Men hvorfor i al verden sultede i jeres datter? Altså er godt klar over at det ikke var bevist (selvfølgelig!), men var i bange for at hun var for tyk eller sådan noget? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, jeg var SÅ træt! ;)
      Vi vidste ikke, vi gjorde det. Hun virkede ikke særlig tynd dengang (men når vi kigger på billeder er det tydeligt, hvor vildt tynd hun var) og jeg troede der var problemer med maven. Det vidste sig at der var problemer med amningen i stedet :/ Jeg tror nok, jeg smider et indlæg sammen om det på et tidspunkt ;)

      Slet
  2. Jeg vil bare rose dig fordi du tør at være så hudløs ærlig omkring alt det her. Det er der dælme ikke mange der tør. De fleste ville nok ikke engang stå ved at de måske var på vej ud i en form for depression, så respekt til dig for at du åbner og deler på denne måde.
    Og så er jeg da glad for at høre at tingene derhjemme går i den rigtige retning. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :) Det er virkelig rart at få det ud på skrift :)

      Slet
  3. Jeg holder så meget af at læse disse indlæg! Jeg må hellere skynde mig, at det altså ikke er fordi, jeg synes det er fedt, at jeres første tid sammen var hård - for det gør jeg ikke - tværtimod er det din ærlighed, jeg beundre enormt meget!
    Jeg er glad for at høre, at I er faldet godt på plads hjemme hos jer, og så må jeg altså også lige sige, at jeres datter ser utrolig kær ud - selv når hun er hysterisk! :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :D Jeg elsker selv det billede ;) Jeg er glad for at du kan lide indlæggene - det er virkelig rart at få dem skrevet og komme ud med, hvordan det var :) Det er nærmest terapi hehe ;)

      Slet
  4. Jeg elsker at læse disse indlæg, du er virkelig stærk! <3
    Og så elsker jeg de to billeder haha!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak :D Jeg er også vild med dem ;)

      Slet