tirsdag den 10. februar 2015

Den fredløse - Carina Evytt

Originaltitel: Den fredløse
Forfatter: C. Evytt
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 640
Udgivelsesår: 2014
Læst på: Dansk
Dansk titel: Den fredløse
Kilde: Anmeldereksemplar fra Tellerup








Første sætning: "Virker frøken Anna ikke lidt trist i år?" spurgte Rham henkastet.

***

Storbondens datter, Anna, og den unge tater, Rham, har begge svært ved at affinde sig med de forventninger som omgivelserne stiller til dem. Anna vil ikke giftes og have børn, og Rham vil ikke underkaste sig autoriteterne.

Et moderløst enhjørningeføl knytter bånd imellem dem, og på tværs af race og klasseskel oplever de for første gang forståelse og accept.

Men samtidig kommer en veltalende politiker til magten ved at sprede had og frygt blandt sine tilhængere med beskrivelser af taterne som tyve, mordere og hekse, som skal holdes nede med hård hånd. Dette bringer Rham i problemer med myndighederne, og Anna i problemer med naboerne da hun vælger at tage afstand fra fremmedhadet.

Snart må de begge indse at selv en drøm har sin pris, og deres forhold får så vidtrækkende konsekvenser at det trækker spor, ikke kun i Anna og Rhams liv, men i hele landsdelen det følgende årti.


***

Denne anmeldelse har været længe undervejs. Det har taget mig lang tid at fordøje bogen og finde ud af, hvad jeg egentlig mente om den. En ting er dog sikker; det er en bog, der vækker følelser. Både de rigtig gode og de rigtig dårlige. Historien er barsk og ulykkelig, brutal og samtidig uendelig realistisk. Det er historien om ungdommens drømmerier, voksenhedens ansvar og hvordan vores valg for evigt kan ændre og have indflydelse på vores liv.

Jeg er vild med det meste af persongalleriet. De fleste er dybe og interessante og rummer både det gode og det onde. Især Niels var spændende at følge og han var uden tvivl den mest menneskelige af dem alle. Rham og Anna var en smule for meget til tider og Annas søster var ganske frygtelig kliché, men derudover var jeg ganske godt tilfreds.

Historien strækker sig over lang tid og den føltes en smule for lang et par steder. Samtidig synes jeg det er helt fantastisk at få det store indblik i, hvordan en øjebliksbeslutning kan forme et liv og ændre så meget for så mange mennesker. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange i mit liv, jeg mon har stået overfor et valg, der ændrede alt - og hvad nu, hvis jeg havde valgt anderledes? Det satte en masse tanker i gang og jeg elsker bøger, der kan gøre det! Slutningen var jeg ikke helt tilfreds med. Det føltes forhastet, ligegyldig og dum - men samtidig som den eneste løsning. Og det er nok det, jeg er så irriteret over. Hvorfor er den rigtig løsning ikke altid den perfekte? Lige præcis der fanger bogen alt det, livet handler om - man kan ikke altid få det, som man gerne vil have det.

Jeg må indrømme, at jeg har det lidt svært med enhjørningene. Jovist, de er super fine og giver hele historien et skær af fantasy, men er de virkelig nødvendige? Gør de noget specifikt for historien? Nej, det synes jeg ikke. Det kunne have været et hvilket som helst dyr for min skyld, bare det var specielt nok til at være eftertragtet af menneskene. Den smule 'overnaturligt' der var fra enhjørningenes side, kunne have været bortforklaret som 'tater-magi'. Men uden dem, kunne bogen selvfølgelig ikke være kategoriseret som fantasy.

Jeg læser sjældens bøger på dansk, om de så er oversatte eller skrevet på vores sprog. Det danske sprog rummer bare ikke samme nuance som det engelske og kommer, for mig, hurtigt til at virke kunstigt og grimt. Det sker dog at der dukker perler op, som fuldstændig gør disse tanker til skamme, og disse perler er grunden til at jeg stadig ind imellem giver mig i kast med danske bøger. Den fredløse er netop sådan en perle.Sproget er let og flydende og man bliver en del af den gamle tid uden at ænse de gamle ord. På intet tidspunkt var det kunstigt, grimt eller haltende.

Dette er heldigvis en af de gange, hvor en smuk forside gemmer på en god historie. Selvom man ikke er så vant til at læse historiske bøger og sidetallet kan virke en smule skræmmende, skal man ikke frygte at give sig i kast med Den fredløse. Den er det værd.

2 kommentarer:

  1. Jeg må indrømme, at jeg er ret fristet mht. at læse denne bog. Jeg er kun stødt på positive anmeldelser af den, og jeg kan godt lide, at det tilsyneladende ikke er en lettilgængelig feel good bog (ikke, at der er noget i vejen med det - men jeg synes godt, at der må være nogle 'knaster' på fortællingen).

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Gør det! Jeg tror, du vil kunne lide den :)

      Slet