søndag den 22. marts 2015

Udvalgt - Louise Haiberg

Originaltitel: Udvalgt
Forfatter: Louise Haiberg
Serie: Dæmondræberen #2
Forlag: Tellerup
Sider: 416
Udgivelsesår: 2014
Læst på: Dansk
Dansk titel: Udvalgt
Kilde: Mofibo




Læs først: Oprører



Første sætning: Natteregnen var isnende kold. Den ramte mandens bare hud som flintespidser, trængte gennem hans skindkappe, og gennemblødte hår og tøj. Fik skægget til at klø.

***

Mit navn er Benjamin.

Jeg er nephilim … et blandingsbarn.

Jeg var lykkelig indtil et blændende væsen besatte mig.
Nu har jeg kun vrede, had og et brændende ønske om at få et nogenlunde almindeligt liv.

I begyndelsen huskede jeg intet, men det gør jeg nu, og minderne har givet mig et mål:
Dæmonen Dominic.

Hans undergang bliver min frihed.


***

Min begejstring for Dominic lå på et ret lille sted, da jeg forlod ham i Oprører og selvom jeg ikke ender med at elske ham, formår Udvalgt dog at øge min sympati for ham. Årsagen til det skal findes i de mange flashback. De giver et helt nyt perspektiv på Dominic og gør ham til en meget mere helstøbt figur. Jeg var vild med denne del af hans baggrundshistorie og det gjorde det nemmere for mig at tilgive hans dumsmarte bemærkning (jeg forstår ikke, hvorfor han konstant skal tænke som han gør - det virker som om han ved at han har publikum og derfor prøver lidt for meget!).

Syranthia havde jeg det lidt så som så med. Hun virker en smule ligegyldig og bliver gang på gang trumfet af Dominic. Jeg mangler noget seriøs girl-power og lidt mere viljestyrke. Hun er et udmærket supplement til Dominics idioti, men indimellem mangler jeg bare at hun rent faktisk bliver hørt.

Benjamin var uden tvivl min yndlingsperson i historien. Han er så uendelig gennemført, så vred og temperamentsfuld og han kaster sig hovedkuls ud i tingene med kun én tanke i hovedet: KILL DOMINIC. Det burde blive trivielt, men det gør det overhovedet ikke - det fungerer skide godt og jeg forstår ham til fulde! Jeg er virkelig glad for at få et indblik i hans tanker, fordi jeg ellers nok ville have ment at hans handlinger var en smule underlige, men netop fordi jeg kender baggrunden virker det bare som om han gør det rigtig - set ud fra hans synspunkt selvfølgelig.

Nephilim-delen virker en smule X-Men agtigt, men det er ikke et problem, fordi det giver så god mening i historien. Generelt er jeg vild med historien. Den er enormt actionpræget og bogen er hurtigt læst fordi man liiige skal have det næste kapitel med. Udvalgt adskiller sig dog fra Oprører på et bestemt punkt: det er ikke længere YA som sådan, men snarere NA (New Adult). Bogen har en forholdsvis udførlig sexscene, hvor den foregående bog kun havde referencer til sex. Det er ikke noget der generer mig, men jeg må indrømme at det kom bag på mig - det var ikke ligefrem noget, jeg havde forventet!

Til gengæld kan jeg rigtig godt lide, at bøgerne rent faktisk slutter. Man sidder ikke tilbage med en kæmpe cliffhanger og et behov for at få fat i den næste bog nu bare fordi man ikke har fået en afrunding. I stedet læser man den næste i serien fordi man faktisk har lyst til at høre mere om Dominic, Syranthia og Benjamin og det siger da en del om, hvor interessant et univers Louise Haiberg har skabt!

2 kommentarer:

  1. Tusind tak for anmeldelsen (på lidt mere plads end twitter tillader).
    Det glæder mig utrolig meget, at du kan lide historien, selvom Dominic ikke helt er din kop te. ;-)
    Og Benjamin, mit lille problembarn, som måtte omskrives mange gange, før han fungerede.
    Jeg håber også at du vil kunne lide sidste bind i serien, hvor Tia træder lidt mere i karakter. ;-)

    Kh.

    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har i hvert fald gjort Benjamin helt perfekt - skøn personlighed med præcis den rette mængde kant!
      Jeg glæder mig helt vildt til at læse mere om Tia.

      Slet