Monster - Patrick Ness

Originaltitel: A Monster Calls
Forfatter: Patrick Ness
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 224
Udgivelsesår: 2015
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Monster
Kilde: Gyldendal








Første sætning: Monsteret kom lige efter midnat. Som de jo gør.

***

Monsteret kom lige efter midnat. Som de jo gør. Men Conor er ikke bange. Han har frygtet et helt andet slags uhyre. Uhyret fra det mareridt, han har haft næsten hver nat, siden hans mor blev syg. Mareridtet med mørket, vinden og skrigene.

Men monsteret uden for vinduet er noget andet, noget vildt. Og det vil have det farligste af alt: Det vil have sandheden.

***

Jeg har ville læse Monster siden jeg læste Den lille bogblogs anmeldelse af den. Alligevel har jeg ikke fået mig taget sammen til det før nu, for jeg har frygtet bogen en smule. Frygtet de tårer, jeg forventede der ville komme og frygtet den barske historie. Men nu skulle det være og jeg har ikke et 
sekund fortrudt at jeg læste den skønne bog - heller ikke selvom den ikke fik mig til at græde.

Stories were wild, wild animals and went off in directions you couldn't expect. 

Historien er så smuk, så simpel og så stærk. De fantastiske illustrationer understreger dysterheden og skaber den helt perfekte stemning. Monsteret er  voldsom og uhyggeligt og det er nemt at fornemme faren under alt det belærende. Conor ligger på grænsen mellem barn og voksen og det er så præcist beskrevet, hvordan det påvirker hans håndtering af morens sygdom. Ikke dermed sagt at bogen har primær fokus på håndtering af sygdom hos børn/unge. Tværtimod. Historien rummer noget for både børn, unge og voksne - den rummer sandheden. De voksne i historien er som voksne oftest er i den slags situationer: De gør det, de mener er bedst. Selvom jeg var hamrende irriteret på dem og bandede flere af dem langt væk, gjorde det historien mere realistisk og gjorde den endnu bedre.

You do not write your life with words, the monster said. You write it with actions. What you think is not important. It is only important what you do.

Selvom jeg havde gættet mig til slutningen og problemet nærmest inden jeg havde læst den første side, var det umuligt for mig at lægge bogen væk. Jeg var nødt til at høre alle historier og jeg var nødt til at høre sandheden fra Conors mund. Det er så hjerteskærende smukt, så sandt og så ulykkeligt, men samtidig er det helt perfekt. Bogen rummer meget mere dybde end dens 224 sider giver udtryk for. Det er mig en gåde, hvordan så tungt et emne kan behandles så uforligneligt godt på så få sider. Det er en bog, jeg kommer til at læse igen og det er en bog, jeg vil anbefale vidt og bredt. 

Jeg havde forventet at græde, da jeg påbegyndte Monster. Ikke bare en lille smule, men virkelig tude mine øjne ud og jeg må indrømme, at jeg var en smule skuffet da jeg vendte den sidste side med knastørre øjne. Selvom bogen helt sikkert vækker følelser, formåede den ikke at få mig til at græde, desværre. Jeg ser dog frem til en dag at finde bog nr. 3, der kan få tårerne til at løbe ned af mine kinder. Måske I har et forslag eller to?