søndag den 3. maj 2015

Lola and the Boy Next Door - Stephanie Perkins

Originaltitel: Lola and The Boy Next Door
Forfatter: Stephanie Perkins
Serie: Anne and the French Kiss #2
Forlag: Speak
Sider: 338
Udgivelsesår: 2013
Læst på: Engelsk
Dansk titel: Lola og naboens søn
Kilde: Købt




Læs først: Anna and the French Kiss


Første sætning: I have three simple wishes. They're really not too much to ask.


***
Lola Nolan er spirende kostumedesigner og for hende gælder det om at være så glitrende, sjov og vild så muligt. Og alt er mere eller mindre perfekt i hende liv (inklusiv hendes lækre sanger-kæreste) indtil Bell tvillingerne Calliope og Cricket vender tilbage til nabolaget. Da Cricket, en talentfuld opfinder, træder ud fra sin søsters skygge og tilbage i Lolas liv, må hun endelige finde hoved og hale i de følelser, hun har haft hele livet for fyren inde ved siden af.

***
Jeg elsker Stephanie Perkins skrivestil - den er let, sød og med et godt flow. Siderne vender nærmest sig selv og bogen giver små sommerfugle i maven, præcis som da man var forelsket første gang. Det er netop det, jeg elsker så meget ved Perkins bøger - jeg kommer i den dejligste stemning og føler mig både glad og ung.

Men til trods for den gode stemning og de skønne ord, så formår Lola ikke at imponere så meget som Anna gjorde, simpelthen fordi jeg ikke er særlig vild med Lola. Hun er lidt for underlig, lidt for dum og så er hendes opførsel overfor Cricket bare forfærdelig. Hun holder ham hen, men uden helt at give slip - leger med hans følelser og teer sig faktisk lidt som St. Claire gør overfor Anna. Jeg kan ikke fordrage det! Cricket er ellers virkelig sød og nuttet og jeg elsker virkelig hans nørdede side, men det falder en smule til jorden fordi han virker som en pokkers vatnisse når han lader sig holde hen på den måde. Men der var også gode øjeblikke mellem Lola og Cricket. Især kan nævnes et højst akavet og samtidig fuldstændig perfekt øjeblik i en butik, der igen beviser hvor godt Stephanie Perkins formår at fange stemningen, følelserne og det at være teenager med sine ord og vendinger. Jeg elsker det!

Jeg var helt tosset med Lolas forældre - dem alle tre. De er så søde og så sjove og med hver deres perfekte plads i historien. Jeg kan faktisk ret godt lide ungdomshistorier, hvor forældrene har en fremtrædende plads og hvor deres roller er forholdsvis positive - det virker bare mere realistisk for mig. Jeg ville have elsket hvis Lolas bedste veninde havde haft en lidt mere relevant plads, for hun var super interessant, men forsvandt i forhold til de andre personer og begivenheder. Jeg elsker, at Anna og St. Claire er med i denne bog også. Det skaber sammenhæng mellem historierne og så er det skønt med et indblik i, hvordan det går med dem.

Historien er ganske udmærket. Den går lidt for meget op i tøj en overgang, men det er samtidig ret relevant for udviklingen af Lola, så selvom det kørte på grænsen for, hvor meget jeg gider læse om personlig stil, så gik det. Til gengæld blev jeg en smule irriteret over, hvor let alting flasker sig. Selvfølgelig forventer jeg ikke dybe, seriøse dramaer med store uløselige problemer, men engang imellem ville det være rart med en smule mere modgang. Der er især to ting i slutningen som jeg overhovedet ikke kunne tage seriøst (Crickets pludselige skills og babyens uanede kræfter). Det blev lidt en sjat for heldigt i forhold til udviklingen af historien.

Overordnet set er Lola and the Boy Next Door ganske udmærket. Den har et par små irritationsmomenter, men den er sød og har en charmerende mandlige hovedperson og det hjælper jo som regel på sagerne. En hyggelig bog, der er hurtigt læst. Jeg ser stadig utrolig meget frem til at læse Isla and the Happily Ever After som venter troligt på min hylde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar