Forfatter: Moïra Fowley-Doyle
Serie: -
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Sider: 275
Udgivelsesår: 2015
Læst på: Dansk
Dansk titel: Ulykkernes tid
Kilde: Anmeldelsereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag
Første sætning: Lad os hæve vort glas til ulykkernes tid, til floden under os, hvori vi nedsænker vore sjæle, til skrammer og hemmeligheder, til spøgelserne på loftet, og en skål mere for den vandige vej.
***
Skræmmende, uhyggelig, mørk og intens – sådan er ulykkernes tid. Det er det samme hvert år. Knogler brækker, huden får rifter, sjælen får skrammer.
Ulykkernes tid har været en del af 17-årige Caras liv, lige så længe hun kan huske. Det er en måned med sort uheld, mystiske ulykker og tragiske begivenheder, som kaster lange skygger over hende og hendes familie. I år er ingen undtagelse.
Men noget er alligevel anderledes. En pige er forsvundet, og Cara må og skal finde hende, mens dystre familiehemmeligheder begynder at røre på sig ...
***
Jeg er ikke helt sikker på, jeg er fair overfor Ulykkernes tid. Jeg gik ind til bogen med en forventning om noget helt, helt andet og må indrømme, at jeg blev en smule skuffet da jeg opdagede, hvad den egentlig handlede om og det går jo desværre ud over min mening om bogen. På den anden side er jeg ikke sikker på, jeg havde læst bogen, hvis jeg havde været klar over, hvad den indeholdte. Jeg håbede på fantasy, men fik en ungdomsroman der bearbejder tunge emner på grænsen mellem virkelighed og fantasi.
Historien er faktisk ret spændende og jeg fløj igennem siderne. Jeg kunne på ingen måde lægge bogen fra mig uden at få slutningen med, men jeg brugte stort set alle sider på at være komplet forvirret. Da jeg var 150 sider inden i bogen, fortalte jeg min mand at jeg ikke havde nogen som helst idé om, hvor historien var på vej hen og jeg kunne overhovedet ikke forklare ham, hvad bogen handlede om. Det var enormt frustrerende og forklarer egentlig meget godt, hvordan jeg har det med bogen. Jeg forstår ikke, hvorfor den røde knap på forsiden lader til at skulle spille så stor en rolle og bliver lagt op til det i historien, når den egentlig er temmelig ligegyldig. Det er faktisk ret frustrerende som læser at forvente en masse af noget og så blive helt vildt skuffet når det viser sig at være en mindre detalje.
Den store afsløring i slutning var langtfra en overraskelse for mig, men jeg var langt henne i historien før jeg gennemskuede det og det var klart et plus for mig. Desværre var det ikke noget følelsesmæssigt gennembrud for mig, for jeg følte stort set ikke noget for personerne. Det er som om jeg aldrig rigtigt kommer under huden på nogle af dem, ikke engang Cara. Det er ofte et problem for mig med magisk realisme; når jeg ikke kan finde ud af hvad der er virkelighed og hvad der er drøm/fantasi, distancerer det mig fra, hvem personener egentlig er og så ender jeg med ikke at interessere mig ordentligt for dem. Og det er en skam, for det er jo klart at man ikke er ligeså vild med en bog når man ikke sympatiserer med personerne.
Magisk realisme er egentlig ikke rigtig noget for mig. Ofte synes jeg det bliver forvirrende og underligt og det er også problemet for mig med Ulykkernes tid. Den bliver rodet og jeg kan ikke finde hoved og hale i noget. Det er helt sikkert charmen ved genren, men jeg må bare erkende at det utrolig sjældent er noget for mig, desværre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar