Forfatter: Lise Bidstrup
Serie: -
Forlag: Høst&Søn
Sider: 343
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Bogen er et anmeldereksemplar fra Lise Bidstrup og Høst&Søn, men meningerne er mine egne :)
Fra bagsiden: Kimo bor sammen med sin familie i Urban Vertikali, en verden, hvor indbyggerne har været tvunget til at bygge lodret op i luften. De fattigste bor nederst, de rigeste øverst, og der er ingen kontakt imellem de forskellige niveauer. Da det årlige realityshow, Rangstien, skydes i gang, opdager Kimo til sin forfærdelse, at hun er en af deltagerne. Godt nok er hovedpræmien et liv i rigdom på øverste niveau, men da Kimo i forvejen bor på det næstøverste, har hun umiddelbart intet at vinde, men alt at tabe. For vinder du ikke, dør du...
Min første tanke, da jeg hørte om Spillets by, var at den mindede utrolig meget om The Hunger Games og det gjorde mig nysgerrig. Jeg kan med det samme sige, at selvom den selvfølgelig har visse elementer, der minder om The Hunger Games, så er de ikke ens!
Spillets by er velskreven og sproget flyder - desværre er der ind imellem et par ord eller sætninger, jeg fandt en smule underlig som f.eks.:
Det er ikke fordi, jeg ikke kender udtrykket, det virker bare malplaceret i en verden, hvor Kina ikke eksisterer.'Børn, der ikke havde en kinamands chance for at vinde' (s. 125)
Jeg kunne rigtig godt lide at deltagerne i Rangstigen skulle bevæge sig op fra bunden til toppen i den bygning, de alle bor i og at beboerne på de forskellige etager har ret til (og nyder!) at sætte forhindringer op for børnene. Det giver et mere interessant spil end hvis børnene 'bare' skulle slå hinanden ihjel eller forhindre hinanden i at komme til tops. Jeg synes, det var et virkelig godt twist i historien, at det ikke kun er børnene, der kan melde sig selv til eller bliver straffet, hvis det går dem dårligt i Rangstigen - familien kan melde et barn til, men går det dårligt, ender hele familien i kloakken. Det giver altså et helt andet pres!
Generelt kunne jeg rigtig godt lide det univers, der er i Spillets by. Det er gennemført og forklaret og intet er overladt til tilfældighederne. Hver etage er speciel og selvom udfordringen gang på gang er den samme (kom fra det ene sted til det andet inden tiden rinder ud og uden at dø) blev det ikke kedeligt, fordi scenariet skiftede. Et minus var dog, at kapitelindeling i starten af bogen giver en del af handlingen væk og dermed formindsker den spænding man føler omkring Kimos deltagelse.
Der mangler en smule nuancering omkring 'de onde børn' i historien. Både Kimo og den anden deltager Urn er spændende og har dybde, men de andre virker ligegyldige og overfladiske til trods for deres store andel af bogen. Det kommer hurtigt til at virke ret sort/hvidt og gør det lidt for let for læseren at 'hade' de andre børn.
Slutningen går lige lovlig hurtig og bogen er desværre ret gennemskuelig på de sidste 50 sider, men alternativet var sandsynligvis at gøre bogen 150 sider længere og derved skræmme eventuelle læsere væk med længden eller at lave en serie - og det er altså rart for en gangs skyld at sidde med en stand-alone og føle at historien faktisk er færdig og slutningen er tilfredsstillende. For til trods for den lidt forhastede slutning er alle detaljer med og man sidder ikke tilbage med ubesvarede spørgsmål.
Nu skal jeg altså tage mig sammen til at hente den på posthuset. Det er sjovt at der er så mange meninger om den her bog, har jeg set.
SvarSletvar det også en af dem der var til den fantasy weekend?
Som du nok kan læses synes jeg den var ret god ;)
SletJa det var jeg, det var virkelig fedt :D