Forfatter: John Stephens
Serie: Bøger fra Begyndelsen #1
Forlag: Alvilda
Sider: 429
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Fra bagsiden: Kate vil aldrig glemme den aften for ti år siden, da tre mørke skikkelser med ligblege hænder dukkede op uden forhendes barndomshjem. Det var sidste gang, Kate og hendes søskende, Michael og Emma, så deres forældre.
Da de flytter ind på den mystiske dr. Pyms børnehjem, begynder en rejse, der fører dem langt ind i en fremmedartet, faretruende verden. For at overleve er de tvunget til at finde ud af, hvorfor de bliver jagtet af de udræbelige morum cadi-krigere. Og hvad er det for en profeti, den magtbegærlige grevinde taler om?
Skarpt forfulgt af skrækindjagende fjender, der alle efterstræber et magisk atlas med uanede kræfter, må de tre søskende kaste sig ud i kampen mellem det gode og det onde.
Det er nu anden gang jeg læser Det smaragdgrønne atlas og jeg må indrømme, at jeg bedre kan lide den denne gang end første gang. Måske fordi mine forventninger var lidt mindre når jeg vidste, hvad jeg fik, men helt sikkert også fordi jeg havde et bedre indtryk af, hvilken aldersgruppe bogen henvender sig til. For selvom bogen henvender sig primært til de lidt yngre læsere, hvilket blandt andet kan ses ved at hovedpersonerne ikke er særlig gamle (den ældste er 14), kan den sagtens læses af alle aldre. Man bliver jo aldrig for gammel til et godt eventyr.
Det Det smaragdgrønne atlas rummer en del klassiske elementer, klichéer og stereotyper, især de tre børn virker meget som noget, man har set før (Den overbeskyttende ældste, det kloge mellembarn og det dumdristige yngstebarn - hvem sagde Peter Pan?). Den får desuden tankerne til at glide mod f.eks. Narnia, men formår alligevel at være helt sin egen og fortælle en sød og spændende historie.
De tre søskende, Kate, Michael og Emma, er utrolig forskellige og står tydelig frem som individuelle personligheder. De kommer igennem en masse gennem bogen og finder ud af, om de kan stole på andre end hinanden - og om de overhovedet kan stole på hinanden. Af de tre kan jeg bedst lide Michael, uden egentlig at have en egentlig grund. Han er den stille og eftertænksomme type og skaber god modvægt til de to piger.
Der bliver præsenteret så mange bekendtskaber i historien at jeg ikke føler, jeg lærer flere af dem ordentligt at kende. Især Gabriel og Robbie følte jeg var overfladiske og flade, hvilket er en stor skam, når de er optræder en del i bogen. Til gengæld var jeg rigtig glad for den hjælpsomme og godmodige Abrahamsen og den gnavne Sallow. Pym irriterede mig bare.
Det smaragdgrønne atlas er velskreven og stopfyldt med eventyrlige elementer og masser af mystik. Som sagt henvender den sig mest til de lidt yngre læsere, men kan sagtens læses af andre. Desuden tror jeg, at den vil egne sig glimrende til højtlæsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar