Gravid #1

Tusinde tak for alle jeres søde kommentarer i går - I er for dejlige! Som lovet kommer der "et afsnit" om min graviditet indtil nu - med både de gode og de dårlige ting.

I dag er jeg 15+0 og har overstået 37,5 % af min graviditet, hvilket både er helt fantastisk og vanvittigt skræmmende. Fantastisk fordi jeg virkelig ikke er vild med at være gravid - faktisk har jeg dage, hvor jeg ligefrem hader det! Men samtidig er det pisse skræmmende, fordi når graviditeten slutter står jeg med en baby regner jeg da med.

Sandheden er, at vi faktisk har forsøgt at få børn i over et år uden at det lykkedes og vi endte med at skulle på fertilitetsklinikken og tjekkes for at se om der var noget galt med os. Da brevet kom med posten med en tid gik jeg fuldstændig i panik. Fuldstændig! Jeg tudede og tudede og tudede og endte med endelig at gå til bekendelse overfor Hr. Kæreste; jeg havde et stykke tid genovervejet hele baby-beslutningen, fordi jeg ikke følte mig klar. Tanken skræmte mig og jeg var overbevist om, at jeg aldrig skulle have børn - det var jeg overhovedet ikke interesseret i. Hr. Kæreste blev virkelig ked af det, men accepterede min beslutning - et par måneder senere stod jeg med en positiv graviditetstest og tudede igen!

Jeg brugte de første 2-3 uger efter omkring 6 positive tests på at være skiftevis rasende og virkelig ked af det. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle gøre, men alligevel overvejede jeg ikke abort så meget som en enkelt gang. Jeg er ikke modstander af abort, men jeg kunne slet ikke forestille mig at udsætte min krop for det, medmindre det var fuldstændig uundgåeligt (f.eks. graviditet pga. voldtægt). Hr. Kæreste var overlykkelig, men brugte enormt meget tid på at trøste mig og have ondt af mig - det var faktisk skide synd for ham.

Vi bestemte os for ikke at fortælle det til nogen, før jeg var blevet nakkefoldsscannet både på grund af risikoen for spontan abort, men også fordi jeg gjorde det klart for Hr. Kæreste at hvis jeg mistede den, var jeg ikke interesseret i at prøve igen - og hvis først hele familien ved at man har været gravid, ligger der et ret stort pres for at prøve igen. Men den plan blev desværre fuldstændig ødelagt, da jeg pludselig begyndte at bløde en dag jeg var på besøg hos min mor. Det blev til en tur til læge og en tur til tidlig scanning (med min mor på slæb) før jeg var rolig igen og det var så første gang jeg fandt ud af, at jeg måske alligevel var begyndt at holde af det lille kræ i min vom. Nå ja, og så fandt min mor jo så ud af at hun skulle være mormor for første gang og var rimelig meget oppe at køre :)

Men selvom jeg så småt er begyndt at forlige mig med tanken om at jeg er gravid, er det bestemt ikke noget jeg nyder - men mere om det en anden dag, for dette indlæg blev en del længere end jeg lige havde planlagt!